Flåd fra brysterne

Dencker, Gitte, jordemoder

Hvordan er flåd fra brysterne?

Det kan være både helt klar væske, eller det kan være tykt og gult.

 

Hvornår optræder flåd fra brysterne?

Fra cirka et par måneder henne i graviditeten og resten af tiden. Nogen har det slet ikke, andre har det meget. Begge dele er normalt, og det siger intet om ens evne til at producere mælk og amme, om man har haft flåd fra brysterne i graviditeten. Med andre ord – den kvinde, der intet flåd har haft overhovedet, producerer ligeså meget mælk og ammer ligeså godt, som hende, der havde væske fra brysterne allerede fra 3. måned.

 

Hvorfor har man flåd fra brysterne?

Det er samme hormonelle påvirkning som får brysterne til at vokse og blive ømme. I slutningen af graviditeten, er det colostrum (råmælk), der ind imellem flyder fra brysterne. Colostrum er den første gode mælk, barnet får. Den indeholder mange antistoffer, som det nyfødte barn har brug for at få.

 

Hvad kan man gøre?

Man kan lægge en lille bomuldsserviet ind i BH’en, hvis man bliver gennemblødt på tøjet. Nogle kvinder er i den sidste tid i graviditeten nødt til at gå med ammeindlæg, men husk at skifte dem tit, så de ikke er våde. Det er ikke godt for brystvorterne.