Oste frikendt for Listeria smitte
Udenlandske undersøgelser har påvist en sammenhæng mellem smitte med bakterien Listeria monocytogenes og såkaldte bløde oste, som fx blåskimmeloste. Listeria kan medføre listeriose, og selvom det er en sygdom, man mener er overført fra smittede fødevarer, så er der aldrig blevet bevist nogen sammenhæng mellem indtagelse af bestemte fødevarer og udvikling af listeriose.
I de senere år har antallet af listeriose tilfælde hos mennesker i Danmark vist en stigende tendens. Fra i første halvdel af halvfemserne at have ligget på 0,5 per 100.000 indbyggere er antallet i 1998 nået op på 0,8 per 100.000. På baggrund af den mistanker der har været rejst i udlandet mod oste, har fødevaredirektoratet besluttet at foretage en mindre kortlægning af forekomsten af Listeria monocytogenes i danske og udenlandske bløde oste.
I alt 138 partier danske og 132 partier udenlandske bløde oste blev undersøgt for Listeria. De udenlandske oste var importeret fra Italien, Frankrig, England, Holland og Tyskland. Der blev kun påvist Listeria monocytogenes i en enkelt italiensk blåskimmelost af mærket Galbani Magor. Konklusionen på undersøgelsen er, at der blev ikke fundet resultater, der kunne antyde en sammenhæng mellem stigningen i listeriosetilfælde og indtagelse af bløde oste.
Kilde: ”Institut for Fødevareundersøgelser og Ernæring, Mikrobiologisk sektion”