EURO-mønter og bakterier.
EURO-mønten åbner grænser gså for bakterier
Det er ikke bare landegrænser, de nye Euro-mønter og -sedler trodser, bakterierne der hager sig fast på dem får også lettere ved at hygge sig under nye himmelstrøg, hævder en italiensk virolog ifølge Reuters. For nylig sagde Fabrizio Pregliasco fra Milano Universitets Institut for Virologi, at de 12 lande, som nu forlader deres nationale møntfod til fordel for den fælles valuta, Euro, i fremtiden vil være sårbare overfor ”euro-infektioner”, som de nye penge bærer med sig på tværs af landegrænserne.
Ganske vist er der ikke tale om, at der fra den ene dag til den anden vil opstå massevis af sygdomstilfælde, det er foreløbig ren teoretisk tænkning, men eftersom pengesedler og mønter passerer igennem et hav af fingre og hænder – og nu en hel del flere af slagsen – er der en øget risiko for, at forskellige smittekilder bliver ført med.
Alene det at almindelige sedler og mønter opsamler en række forskellige bakterier, når de passerer fra hånd til hånd, overrasker ikke forskerne. Enhver form for penge er i sig selv en potentiel smittekilde. Euroen kommer imidlertid til at cirkulere frit imellem 300 millioner mennesker i forskellige lande under forskellige epidemiologiske situationer, lige fra de solbeskinnede Kanarieøer til den finske tundra, så her er der tale om en noget større risiko.
Den største risiko, siger eksperterne, vil være overførslen af mave- og tarminfektioner som for eksempel Salmonella-bakterier, eftersom disse mikroorganismer kan overleve flere dage, selv i fremmede miljøer, som truer bakteriernes evne til at formere sig. Mønter er ganske enkelt en af de bedste transportører af infektioner. Alle de små furer og riller opsamler snavs, hvor bakterierne stortrives. Det er hovedsageligt butiksansatte og personale i banker og postkontorer, som skal være på vagt, eftersom de håndterer pengene det meste af dagen. Og – det bør ikke være nødvendigt at tilføje – grundig og hyppig vask af hænderne er den bedste måde at komme problemet til livs på!