Nyheder

Kræftpatienter får bedre hjælp i Skåne.

Kræftpatienter i Skåne har en betydelig bedre overlevelse af en lang række af kræftsygdomme end sammenlignet med patienter på Sjælland.

Det viser en undersøgelse der tidligere er offentliggjort i Ugeskrift For læger af lægerne Lena K. Specht, onkologisk klinik, Rigshospitalet og Torsten Landberg, onkologiska kliniken, Universitetssjukhuset MAS, Malmö.

Skåne ligger signifikant (statistisk sikkert) bedre end det europæiske gennemsnit med hensyn til overlevelse for patienter med de fleste kræfttyper, mens Danmark ligger på eller under det europæiske gennemsnit. Den dårlige overlevelse for danske patienter er mest udtalt for visse kræftsygdomme, som fx lungekræft, brystkræft, mavekræft, tyktarmskræft- og endetarmskræft, æggestokkræft, kræft i blærehalskirtlen, nyrekræft og blærekræft.

Sammenligner man forholdene på Sjælland med forholdene i Skåne, så kan forskelle i kapacitet i både udrednings- og behandlingsfasen forklare en del af forskellen i overlevelse mellem danske og svenske patienter. Således har svenskerne betydeligt flere CT-scannere og MR-scanere, hvor apparatkapaciteten er 50% bedre i Skåne end i Østdanmark. Svenskerne har flere specialuddannede sygeplejersker og radiografer, hvilket medfører en 60% større kapacitet og som følge af den længere arbejdstid i Sverige kan de behandle 15% flere ved stråleapparaterne. Svenskerne har tre gange så mange speciallæger i kræftsygdomme pr. million indbyggere end i Danmark og flere steder er behandlingerne centraliseret, så lægerne får større rutine heri – endvidere benytter kirurger i nogle tilfælde nyere metoder, end de der er til rådighed i Danmark.

Forfatterne afslutter deres artikel med ordene: ”På kræftbehandlingsområdet synes tallene at vise, at vi i Danmark har noget at lære af Sverige. I Danmark er vi nu i gang med en kraftig udbygning, men det vil tage en rum tid, før vi har fået anskaffet det nødvendige udstyr og, måske det væsentligste, før vi får uddannet tilstrækkeligt personale”.

Kilde: ”Kræftbehandling i Skåne og på Sjælland”, Lene K. Specht & Torsten Landberg. Ugeskrift For Læger, p. 439-442, 163/4.