Nyheder

Har du en akut idrætsskade ?

Når der sker en pludselig skade, skal du vide, hvad du skal gøre ?

Når der sker en pludselig skade, skal du vide, hvad du skal gøre. I minutterne lige efter skaden er det nemlig muligt at begrænse skadens omfang, hvis du kan give den rigtige ”første hjælp”. Derfor er RICE princippet vigtigt at kende, for ud over at begrænse skadens omfang, kan RICE princippet også hjælpe dig til at komme hurtigere over skaden og i gang igen.

RICE princippet er engelsk og står for

R - Rest

I - Ice

C - Compression

E – Elevation

På dansk betyder det:

R – Ro

I – Is

C – Tryk

E – Løft op

Hvilket betyder:

Stop omgående med det du er i gang med.

Læg is og noget stramt over skadesstedet.

Læg dig ned og løft det skadede sted op.

Ro

Det vil være helt naturligt for dig omgående at stoppe med det, du er i gang med, hvis du får en pludselig skade. Det er straks lidt vanskeligere altid at have en ispakning og et elastikbind med, hvis du for eksempel er ude at dyrke idræt eller motion i naturen eller på gader og veje. Alligevel skal ispakningen og elastikbindet være en selvfølge, som du altid har med dig, når du tager ud for at træne.

Køb derfor en engangsispakning og et langt elastikbind i en sportsforretning eller på apoteket, og sæt dig ind i hvordan du aktiverer ispakningen.

Tryk – kompression

I minutterne lige efter skaden er sket, er det vigtigt, at du lægger noget stramt lige over det sted på kroppen, hvor skaden er sket. Når der sker en skade, vil der i de første minutter så godt som altid ske en blødning omkring skaden under huden, fordi flere små blodårer bliver revet over, sammen med den muskel, sene eller det ledbånd, der bliver skadet. Du skal derfor med det samme lægge et stramt bind eller binde et stykke tøj henover skaden, så du begrænser blodtilstrømningen til skadesstedet. På den måde kan hævelsen omkring skaden begrænses, hvilket betyder, at skaden bliver lettere at behandle og heler hurtigere. Du må ikke stramme bindet eller tøjstykket så meget, at du lukker helt af for blodet. Der er nemlig stadig mange andre ting omkring det skadede område, der har brug for at kunne komme af med og få tilført blod.

Det er ikke nok bare at vikle elastikbindet lige rundt om skaden. Hvis du for eksempel er vrikket om på foden, skal du starte med at lægge elastikbindet rundt om foden og slutte et godt stykke op på underbenet. Hvis du har mulighed for det, skal du som udgangspunkt starte med at lægge bindet på en håndsbredde under skaden og slutte en håndsbredde over. Ligger bindet for stramt, skal du lægge det om med det samme.

Is

Når du på denne måde har sammenpresset området omkring skaden, kan du lægge en ispakning direkte på skadesstedet og holde den på plads med elastikbindet eller med det stykke tøj, du har bundet omkring skadesstedet. Ispakningen virker på to måder, når du lægger den på skaden. Kulden dæmper smerterne og får de små pulsårer og blodårer i området til at trække sig sammen, og begrænser på den måde hævelsen. For at undgå forfrysninger i huden må ispakningen ikke ligge direkte på huden. Så læg et stykke stof rundt om ispakningen. Hvis ispakningen alligevel føles brændende på huden, skal du lette på den et øjeblik, så der kommer luft ind under.

Løft op

Hvis du ikke allerede ligger ned, så læg dig ned og løft det skadede område op på en stol, nogle sportstasker, op af et træ eller få en af dine træningskammarater til at hjælpe dig. Du skal sørge for, at du kan slappe af og ikke spænder musklerne omkring skaden. Lad ispakningen ligge på i ca. 20 minutter.

Behandling

Efter de 20 minutter skal du fjerne ispakningen, men beholde elastikbindet på. For at undgå en forværring af skaden, skal du så vidt muligt give den skadede kropsdel ro det første døgns tid efter skaden. De næste par dage skal du fortsætte med at RICE behandle 3 – 4 gange om dagen – gerne mere, hvis du har mulighed for det. Derefter kan du RICE behandle 2 – 3 gange om dagen – morgen, middag og aften.

Det er som regel svært at vurdere, hvor alvorlig skaden er, lige når den er sket. Kan du se om der er fejlstillinger i området omkring skaden, bliver smerterne værre eller er du tvivl, skal du altid gå på skadestuen. Her kan du få at vide hvor alvorlig skaden er, om der for eksempel er knoglebrud, sket skade på knoglebrusk, menisker eller ledbånd. Du kan derefter gå til din egen læge og blive henvist til specialist eller direkte til fysioterapeut, der kan hjælpe dig til at få den rigtige behandling og genoptræning. Du kan også henvende dig til idrætsklinikken i det amt eller kommune, hvor du bor. Her kan du også blive undersøgt af en idrætslæge og blive behandlet og få hjælp til genoptræningen af fysioterapeuter.