Nyheder

Sport for rigtige veteraner

Motion er godt! Uanset alder

. Den gavnlige effekt af fysisk aktivitet er efterhånden velunderbygget - selv for de allerældste. Motionen kan sagtens tilpasses den enkeltes livsstil. For nogle - ofte de som hele livet har dyrket sport - giver det mest fornøjelse at dyrke en egentlig sportsgren. For andre er joggeture, cykelture, gåture, dans, yoga eller lignende den mest nærliggende måde at motionere på. Det væsentligste er, at der ikke er nogen fysiologisk grund til at trappe ned på de fysiske udfoldelser med alderen.

I Danmark betegner man personer over 60 år som ældre. De ældre kan inddeles i unge ældre, som er dem mellem 60 og 80 år, og de ældre, som er dem over 80 år.

De danske ældre er hverken inaktive eller usporty, viser statistikken. Ca. 1/3 af de ældre over 60 år er medlem af en idrætsforening. Især de unge ældre er aktive.

De sidste ti års forskning har vist, at fysisk aktive ældre føler større velvære - både fysisk og psykisk – sammenlignet med de ikke-aktive. Megen medicinsk forskning har også dokumenteret de sundhedsmæssige fordele ved at holde sig i form hele live igennem. Særligt forebygger motion (i kombination med andre livsstilsfaktorer) den store dræber; hjerte-kar sygdomme. Især for kvinder kan knogleskørhed begrænses eller udsættes ved passende fysisk aktivitet. Endelig har forskning vist at ældre, der dyrker motion og styrketræning forbedrer deres ganghastighed og dermed balancen, hvilket forebygger de alvorlige hoftebrud. Den øgede styrke i kroppens muskler giver også et større fysisk overskud ved hverdagsaktiviteter som indkøb, madlavning og rengøring