Nyheder

Vaccination mod virus i bornholmsk skovflåt

Smitten bliver overført i samme øjeblik, som flåten bider. Risikoen er alvorlig hjernehindebetændelse

Statens Serum Institut anbefaler vaccination mod TBE-virus (tick-born encephalitis), som kan give hjernehindebetændelse og svære neurologiske skader, især hos ældre. TBE-virus bliver overført til mennesker gennem bid af skovflåter på Bornholm. Smitten bliver overført i samme øjeblik, som skovflåten bider sig fast, og derfor hjælper det ikke som ved borrelia at fjerne flåten inden for 24 timer.

Sygdommen har en inkubationstid på 7-14 dage, og herefter kommer et par dage med influenzalignende symptomer. De afløses af en periode på fra to dage til tre uger uden symptomer, hvorefter en tredjedel udvikler tegn på hjernehindebetændelse. Infektionen forløber nogle gange helt ubemærket, men den kan også starte med neurologiske symptomer.

Omkring en tredjedel af de hospitalsindlagte kan forvente vedvarende mentale eller neurologiske følger af forskellig sværhedsgrad. En til to ud af hundrede dør af infektionen. Hos børn under skolealderen har TBE sjældent et alvorligt forløb.

Anbefalingerne om vaccination kommer, efter at man for et år siden gik i gang med flere undersøgelser for at få et indtryk af forekomsten og smitterisikoen på Bornholm. Det er de resultater, der får Statens Serum Instituttet til at anbefale vaccination til personer, der er fastboende eller har fast sommerresidens på Bornholm og jævnligt færdes uden for stier i skov og krat. Til turister på kortere ophold og børn på lejrskoleophold kan vaccinationer overvejes, hvis de færdes meget i skoven.

Undersøgelserne af forekomsten af TBE har blandt andet vist, at omkring to procent af skovflåterne indeholder virus, og da man undersøgte 32 skovarbejdere for virus, fandt man TBE-antistof hos de seks som tegn på tidligere infektion.

Højsæsonen for smitte er fra maj til september. Forebyggelse af smitte kan ske ved vaccinationen, som skal gives tre gange inden for de første 12-18 måneder og herefter igen hvert 3. år.

Man kan også forebygge smitte ved at forsøge at undgå flåtbid. Det gøres bedst ved at gå med gummistøvler og lange bukser, når man færdes i skov og krat, og ved at undersøge sig selv og hinanden grundigt for flåter efter turen og børste dem af tøjet, når man ser dem.