Nyheder

Alkohol øger risikoen for dødfødte.

Stor undersøgelse af 25.000 danske kvinders alkoholvaner i forbindelse med graviditet.

En ny stor undersøgelse der omfatter 25.000 danske kvinder viser, at selv moderat indtagelse af alkohol under graviditeten øger risikoen for dødfødte børn samtidig med, at undersøgelsen ikke peger på senere øget børnedødelighed hos børn af mødre, der drak alkohol under graviditeten.

Resultatet af undersøgelsen viser, at risikoen for dødfødte børn er tre gange større hos gravide kvinder, der oplyste, at de havde drukket alkohol mere end 5 gange pr. uge under graviditeten sammenlignet med de kvinder, der drak mindre end én genstand pr. uge. Undersøgelsen er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet American Journal of Epidemiology.

Indtagelse af alkohol under graviditeten er kendt for at forårsage både fysiske, psykiske, mentale og adfærdsmæssige skader hos børn. Da man ikke kender til nogen form for ”sikker” indtagelse af alkohol i forbindelse med graviditeten, frarådes kvinder helt at drikke alkohol, mens de er gravide.

Professor Ulrik Kesmodel fra Århus universitet har ledet undersøgelsen og siger ”Hidtil har man manglet konkret viden om sammenhænge mellem indtagelse af alkohol under graviditeten og børnedødeligheden i forbindelse med fødslen”.

Forskerne i undersøgelsen fokuserede derfor på alkoholforbrug, rygning, indtagelse af koffein og alder blandt de 24.768 kvinder, som var gravide i perioden fra 1989-96.

Undersøgelsen viste, at der blandt de undersøgte kvinder var 116 dødfødsler og 119 børn der døde før de blev 1 år. Dødeligheden var stigende i takt med øget alkohol indtagelse under graviditeten og var størst blandt de kvinder, der indtog alkohol mere end 5 gange om ugen i forbindelse med graviditeten.

Kilde:American Journal of Epidemiology 2002;155