Videospil øger aggressivitet.
Nye undersøgelser peger på, at voldelige videospil øger den aggressive adfærd hos børn.
En netop afsluttet undersøgelse i to stater i USA konkluderer, at der kan være en øget aggressiv adfærd som følge af voldelige video- og computerspil hos børn.
”Voldelige videospil forøger aggressive tanker og vækker aggressive følelser, som kan forklare, hvorfor nogle unge mennesker udviser voldelig adfærd” siger professor i psykologi ved Iowa State University Brad J. Bushman.
Brad Bushman siger videre ”Mange forældre tøver ikke et øjeblik med at lade deres børn sidde og lege med voldelige videospil, men effekten er ikke uden konsekvenser”.
Undersøgelsen baseres på to forskellige rapporter, hvor psykologer har studeret dette omdiskuterede emne. Der er fortsat ingen entydig konklusion, idet nogle eksperter fortsat efterlyser yderligere beviser, men der er tilsyneladende en klar tendens.
En af rapporterne omtaler skuddramet i USA på Columbine High School. Begge de involverede unge, der skød og dræbte flere af deres kammerater, var store fans af videospillet Doom. Doom er et videospil, hvor man bevæger sig rundt med en pistol og skal skyde og dræbe de modstandere der dukker op i spillet.
Forskerne har i årtier peget på sammenhænge mellem vold i TV og i biograferne, men det er første gang, at der foretages omfattende undersøgelser af videospilindustrien på dette område.
Brad Bushman og hans kollega Craig A. Anderson gennemgik 35 tidligere undersøgelser på dette område i løbet af sidste år. Undersøgelserne beskriver effekten af voldelige videospil på mere end 4.000 børn. Resultaterne af disse undersøgelser vil blive offentliggjort i septemberudgaven af tidsskriftet Journal Psychological Science.
Forskerne fandt en svag til stærk sammenhæng mellem brug af voldelige videospil og aggressive tanker og følelser overfor andre mennesker. De samme personer blev også mindre villige til at hjælpe sine medmennesker.
Brad Bushman siger at ”Der er en tendens til, at man generelt tror, at voldsmedier ingen effekt har på én selv. Men modsat hvad mange tror, har disse medier en markant indflydelse på mennesker”.
En anden betydningsfuld forsker i voldelig adfærd er professor i psykologi ved Universitet i Toronto i Canada, Jonathan Freedman. Han understreger, at der er brug for flere videnskabelige undersøgelser fra den virkelige verden. Disse såkaldte ”laboratorieresultater” er ikke tilstrækkelige.
Kilde: Journal Psychological Science, Sept. 2001
Reuters Health 170701