Middellevetiden i Danmark stagnerer.

Danskerne var engang på en flot førsteplads, men nu kniber det...

Det danske sundhedsvæsen var i 1970 sammen med det norske og svenske blandt de fire bedste i verden målt ved befolkningens middellevetid, og det var en af grundene til, at det skandinaviske velfærdssystem blev beundret.

Siden da har vort sundhedsvæsen undergået en stagnation og er i 1998 kun på en delt 33.-34. plads. Vi har f.eks. den største kræftdødelighed i Europa, de dårligste kræftbehandlingsresultater i Norden og den ringeste videreuddannelse af yngre læger blandt de undersøgte lande i EU.

Vi har lægemangel, sygeplejerskemangel, et medikoteknisk efterslæb med gammelt utilstrækkeligt apparatur, dårlige forhold for de psykiatriske patienter, en hjerteplan, som endnu ikke er på højde med resten af Nordens og en passiv terapeutisk holdning overfor gamle mennesker med apopleksi. Og så har vi et politisk-administrativt kompleks (PAK), som langt hen ad vejen stadig har bagatelliseret disse forhold med ordene “sygdom og død er med stor sandsynlighed kommet for at blive” og “der er aldrig bevist nogen sammenhæng mellem ressourcetilførsel og kvaliteten af sundhedsvæsenets ydelser”.

På den baggrund er den udbredte udbrændthed og ønsket om tidlig pensionering blandt læger og andet sundhedspersonale ikke overraskende.

Af Niels Høiby, Professor, overlæge dr. med.

Kilde: Sundheds & lægemagasinet Liv&Krop nr. 5