Nyheder

6 om dagen-kampagne startet

Danskerne er stadig ikke gode til at spise nok frugt og grønt. Det skal en ny kampagne ændre.

En landsdækkende kampagne, der endnu en gang skal få hver dansker til at spise 600 gram frugt og grønt om dagen, er netop sat i gang. Selv om mange efterhånden ved, at det er godt for helbredet at forebygger sygdomme som kræft, sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme, er det kun fire ud af hundrede, som følger anbefalingerne.

Bag kampagnen, der skal løbe over de næste tre år, står Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Forbrugerinformationen, Fødevaredirektoratet og frugt- og grønterhvervet. Det er meningen, at de forskellige institutioner skal bidrage med hver deres særlige viden inden for sundhed og markedsføring, sådan at der bliver taget nye og utraditionelle initiativer for at få gøre det nemmere at spise mere frugt og grønt.

”Det kan for eksempel ske ved at vise forbrugerne, hvordan man bedst opbevarer og tilbereder frugt og grønt. Eller ved at arbejdspladser indfører frugtordninger, så medarbejderne får tilbudt frisk frugt hver dag – eventuelt som et supplement eller alternativ til eftermiddagskaffen eller noget helt andet,” siger afdelingsforstander Lars Ovesen fra Fødevaredirektoratet.

Det brede samarbejde bag kampagnen harmonerer med verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefalinger om, at det er nødvendigt at samarbejde på tværs af forskellige sektorer for at fremme sundheden. Ifølge WHO er sundhed ikke kun den enkeltes eget ansvar. Ikke mindst i forhold til ressourcesvage grupper, som spiser meget lidt frugt og grønt, er det nødvendigt at formidle viden, motivere og støtte i at træffe sunde valg.

Det er lande som USA, England og Holland, der har givet inspiration til samarbejdsmodellen. I de lande er der tradition for et tværsektorielt og privat-offentligt samarbejde, når det drejer sig om forebyggelse.