Nyheder

Alkohol øger risiko for leverkræft..

Nye italienske undersøgelser viser, at indtagelse af store mængder alkohol øger risikoen for at udvikle leverkræft.

Professor Francesco Donato fra epidemiafdelingen på universitet i Brescia i Italien siger til Reuters ”Mængden af indtaget alkohol er den mest udbredte årsag til at man udvikle leverskader”. Den nye undersøgelse peger på, at få års indtagelse af store mængder alkohol er tilstrækkeligt til at udvikle leversygdomme, mens regelmæssig indtagelse af mindre mængder alkohol, ikke udgør nogen kendt sundhedsrisiko ifølge professor Donato.

Alkohol er kendt som en af hovedårsagerne til flere leversygdomme såsom skrumpelever og leverkræft. Forskerne som deltog i den nye undersøgelse, håber at kunne fastslå hvilke mængder alkohol, der kan betragtes som sundhedsmæssigt forsvarligt samt hvor store mængder der skal indtages, før det kan betragtes som sundhedsskadeligt.

Forskerne i Italien undersøgte 464 italienske mænd og kvinder, som alle havde fået stillet diagnosen leverkræft samt 824 personer i kontrolgruppen, der ikke havde nogen form for leversygdomme. Resultatet af undersøgelsen er netop blevet offentliggjort den 15. februar i det ansete amerikanske tidsskrift American Journal of Epidemiology.

Undersøgelsen viste at både mænd og kvinder som drikker mere end 60 gram alkohol om dagen svarende til 4 – 5 glas vin, er i risikogruppen for at udvikle leverskader og leversygdomme som f.eks. leverkræft. De personer der drikker mellem 40 – 60 gram alkohol om dagen svarende til 3 – 4 glas, udsætter sig selv for moderat risiko.

Professor Donato slutter af med at sige ”Drikker man op til 40 gram alkohol om dagen er der formentlig ingen sundhedsmæssig risiko og det har måske endda en positiv effekt på hjerte-kar-systemet”.

Kilde: The American Journal of Epidemiology, februar 2002