Nyheder

Livsfarlige sygdomme og selvmord.

Fysiske sygdomme kan medfører selvmord...

Svenske forskere har netop afsluttet en undersøgelse, der fastslår, at ældre mennesker der lider af livstruende sygdomme eller fysisk invaliderende handikap, er mere udsat for at begå selvmord end hidtil antaget.

Hidtil har det været kendt, at psykiske lidelser som f.eks. depression hos ældre mennesker medfører en øget risiko for selvmord, men forbindelsen til fysisk sygdomme og fysiske handikap er stort set ukendt ifølge forskerne fra Sahlgrenska Universitethospital i Gøteborg.

For at danne sig et billede af den mulige sammenhæng mellem fysiske sygdomme og selvmord blandt ældre mennesker, valgte forskerne at undersøge de medicinske rapporter fra 46 mænd og 39 kvinder over 65 år, der alle havde begået selvmord i Sverige. Forskerne udvalgte samtidig en ”kontrolgruppe” på 84 mænd og 69 kvinder, der alle tilhørte samme målgruppe. De levende personer blev interviewet om deres liv, byrden fra deres fysiske sygdomme o. lign.

Nedsat hukommelse eller egentlig hukommelsestab, neurologiske lidelser og ondartede sygdomme som f.eks. kræft medførte ifølge undersøgelsen en øget risiko for selvmord der var 7 gange større, 4 gange større og 3 gange større hos personer der led eller fortsat lider af en ondartet fysisk sygdom som f.eks. kræft.

Alvorlige fysiske sygdomme blev uafhængigt af psykiske sammenhænge forbundet med en øget risiko for selvmord og denne tendens var ifølge undersøgelsen mere udbredt hos mænd. Undersøgelsen er netop blevet offentliggjort i det engelske tidsskrift British Medical Journal.

Undersøgelsen gav ikke nogle klare identifikationer mellem fysiske sygdomme, selvmord og kvinder, men forskerne peger på det forhold, at relativt få personer medvirkede i denne undersøgelse. Det anses for sandsynligt, at der er forskel på mænd og kvinders risiko for selvmord.

I forbindelse med selvmord hos ældre mennesker der lider af en psykisk lidelse som f.eks. depression, er det ”normalt”, at disse personer har talt med en psykiater eller psykolog kort før deres død. Denne tendens ses ikke hos de mennesker der i deres fortvivlelse på grund af en fysisk sygdom, ikke kontakter en læge.

Kilde: British Medical Journal 2002,324:1355-1357