Nyheder

Solen og modermærkekræften..

Bevis for sammenhængen mellem sol og modermærkekræft kan tages med et gran salt. Men det kan være bedre end ingenting, siger overlæge.

”Vi savner viden om den præcise årsag til, at mennesker udvikler modermærkekræft, og derfor kan en model, hvor man manipulerer lidt med materialet være bedre i forhold til slet ikke at vide noget.” Det siger overlæge, dr.med. Hans Christian Wulf fra Bispebjerg Hospital om et forsøg fra det amerikanske biomedicinske forskningscenter The Wistar Institut.

I en videnskabelige artikel, som er offentliggjort i tidsskriftet American Journal of Pathology, beskriver forskere, hvordan det er lykkedes dem - som de første - at vise en direkte sammenhæng mellem solens stråler og udvikling af modermærkekræft. Hidtil har man bare kunnet slutte det udfra forekomsten af modermærkekræft og solbadning.

I deres forsøg har de taget hud fra mennesker og hæftet det fast på ryggen af mus, hvorefter de har brugt genterapi til at fremskynde en vækstproces, der ellers ville tage lang tid. Når huden blev udsat for solens ultraviolette B stråler, opstod forskellige forstadier til kræft samt i nogle tilfælde modermærkekræft.

Hans Christian Wulf fortæller, at mus plejer at udvikle den mindre alvorlige pladecellekræft og ikke modermærkekræft, når de bliver bestrålet med ultraviolet lys uden at blive påvirket af andre stoffer. Resultaterne i den amerikanske undersøgelse må derfor bygge på det, som Hans Christian Wulf kalder for let manipulation.

”Musene må have et defekt immunsystem, for ellers ville de afstøde menneskehuden, og derudover bliver de udsat for kemi,” siger overlægen, der udtaler sig med forbehold, fordi han ikke har haft adgang til en detaljeret udgave af den amerikanske undersøgelse.

Alligevel maner han til besindighed.

”Man må huske på, at der ikke er tale om et menneske, selvom det er lykkedes at lave et forsøg med menneskehud, der er sat fast til mus – men det kan da selvfølgelig være bedre i forhold til at dyrke nogle celler i en suppe,” siger han.

Når forskerne i den amerikanske undersøgelse hævder, at det er første gang, at de beskriver sammenhængen mellem solens stråler og modermærkekræft, er det ikke helt rigtigt.

”Det er cirka 40 år siden, det er beskrevet første gang, men om forskerne her er kommet nærmere sammenhængen er ikke til at se udfra det foreliggende materiale,” siger Hans Christian Wulf.