Nyheder

Kampen mod campylobakter

Bakterierne flokkes om sommergrillen, og vi skal lære at tage kampen op.

Vi glemmer at tage køkkenvanerne med ud til havegrillen, og det bliver vi syge af. Sommeren betyder højsæson for især fødevarebakterien Campylobacter, som er den hyppigste årsag til et par dage med opkastninger og tynd mave. Det er ikke bare svækkede personer, der er i risikogruppen. Campylobacter skelner ikke: Ung, gammel, rask eller syg i forvejen, det er lige godt for den. Faktisk er der lidt flere børn og unge end ældre, der bliver syge.

Selvom campylobakter kan overføres med både drikkevand, upasteuriseret mælk, kød og kontakt med familiens hund eller kat, advarer Fødevaredirektoratet om, at det især er ved havegrillen, at vi skal passe på. Antallet af madforgiftninger er nemlig fire gange højere i sommermånederne end om vinteren.

”Det skyldes, at vi har en dårligere hygiejne ved havegrillen end inde i vores køkken. Vi glemmer at bruge en tallerken til det rå kød og en til det færdige, ligesom vi også bruger samme grillsæt til det hele,” fortæller dyrlæge Gudrun Sandø fra Fødevaredirektoratet.

Så rådet er to sæt af alle ting, der skal i berøring med kødet under tilberedningen: et til det ferske kød og et til det grillede.

Det er også meget vigtigt at vaske og tørre hænderne, når man har rørt ved kødet eller kødsaften.

Undersøgelser viser, at campylobakter kan holde sig levende i op til en time i kødsaft, og der skal ikke overføres ret mange bakterier til salatskålen eller til det færdigstegte kød, før det kan give en infektion.

”Man kan blive meget syg af få Campylobacter, selv om man er sund og rask. Ved Salmonella ved man ikke helt, hvor mange der skal til, men generelt vil det kræve flere, hvis man ikke er svækket i forvejen,” fortæller Gudrun Sandø.

I alt blev der sidste år rapporteret om 4.400 tilfælde af Campylobacterforgiftninger, hvor det reelle tal sandsynligvis er 10-15 gange større. Til sammenligning blev der kun registreret 2.300 tilfælde af Salmonellaforgiftninger sidste år.

Læs mere om bakterier i sommervarmen på Fødevaredirektoratets hjemmeside: www.fdir.dk