Nyheder

Vægttab via kost og bevægelse.

Vægttab via kost, bevægelse og bevidsthed...

På trods af et stigende udbud af magre madvarer og et hav af slankeprodukter og utrolige mirakelmidler, er overvægt et stigende problem i vores del af verden. Mennesker med vægtproblemer kan berette om, hvor svært det er at finde en effektiv løsning, og mange, som har gjort forgæves forsøg på at finde den naturlige vægt, har følt sig forkerte, når slankekurene ikke virkede. Gentagne forsøg har virket forstærkende og oven i overvægten også givet lavt selvværd – og har skabt den onde cirkel.

Desværre findes der ingen nemme metoder til en sund og slank krop. Det eneste sikre er at spise sundt og varieret til hverdag, bevæge sig regelmæssigt og vænne sig til at tænke positivt om sig selv og sin krop – altså at satse på en sund livsstil. Men det tager lang tid at indøve nye vaner og i en sådan tilvænningsperiode, kan det være svært at bevare gnisten. Uanset størrelse på det ønskede vægttab, kan man have brug for at styrke sin viden og motivation undervejs. En effektiv slankeproces skal tage højde for alle personlige forhold.

Beslutter man sig for en livsstilsændring, er det en god idé at tage et skridt ad gangen. Altså ikke vende op og ned på alt, men langsomt og sikkert forbedre sine vaner. Tager man udgangspunkt i sin nuværende situation og stiller skarpt på det, man plejer at gøre, kan man planlægge noget nyt og bedre.

Af Lone Ladefogede, NLP-terapeut