Tatoveringer kan skjule øjenskader.
100 år gammel teknik genopdaget...
Tyske forskere har netop offentliggjort en rapport, der fastslår, at det er både effektivt og sikkert at benytte tatovering til at skjule grimme øjenskader på hornhinden.
Hornhinden (det gennemsigtige lag på øjet) kan blive beskadiget på mange måder – f.eks. i forbindelse med en ulykke eller på grund af forskellige øjensygdomme!
Ifølge de tyske forskere er det muligt at benytte en mere end 2.000 år gammel praksis og skjule øjenskader ved hjælp af tatoveringer, der fuldstændig passer til patientens egen øjenfarve.
Teknikken var allerede kendt i slutningen af sidste århundrede, men på grund af de teknologiske og kirurgiske fremskridt forsvandt denne behandlingsform. I fremtiden vil denne behandlingsform kun blive tilbudt en lille udvalgt gruppe patienter.
I det seneste nummer af det britiske lægetidsskrift ”British Journal of Ophtalmology” beskriver tyske forskere fra Johannes Gutenberg universitetet i Mainz, hvordan 11 patienter med forskellige former for øjenskader er blevet helbredt ved hjælp af tatoveringer.
Behandlingen foregår ved at kirurgerne benytter forskellige former for skygger, der skabes ved hjælp af nåle med blæk, der stikkes gennem det ydre lag på hornhinden og tilfører farve til det berørte cellelag under hornhinden.
En efterfølgende kontrol fra 3 måneder og op til 4 år efter at tatoveringerne var udført viste, at halvdelen af patienterne ikke havde oplevet tab af øjenfarve i det tatoverede område, mens den anden halvdel kun havde haft et mindre farvetab.
Kilde: British Journal of Ophthalomology 2002; 86:397-99