Nyheder

Synsproblemer skyldes ofte arvelige faktorer.

 Både nærsynethed, langsynethed og brydningsfejl skyldes i høj grad arvelige faktorer, konkluderer en britisk undersøgelse af mere end 500 tvillingepar.

 Undersøgelsen påviser, at omkring 85 procent af alle tilfælde af nærsynethed og langsynethed er arvelige, mens det gælder for ca. halvdelen af tilfældene af brydningsfejl. Forskerne bag undersøgelsen betoner dog, at miljøforhold spiller en stor rolle for, om den arvelige tilbøjelighed rent faktisk kommer til udtryk eller ej, skriver Investigative Ophthalmology and Visual Science.

 Især nærsynethed er blevet hyppigere i de sidste årtier, hvilket ikke kan forklares med genetiske forhold, men må skyldes faktorer i omgivelserne. I Singapore er over halvdelen af børn i dag nærsynede, mens det gælder to ud af tre 17-årige japanere. Eksplosionen i nærsynethed i Fjernøsten har fundet sted i løbet af én generation. Meget tyder på, at læsning og nærarbejde spiller en stor rolle for tendensen til at udvikle nærsynethed.

 Et muligt perspektiv ved, at der ligger grundlæggende genetiske forhold bag nærsynethed og langsynethed er, at det måske en dag bliver muligt at forebygge sværere grader af disse tilstande. Det kan ske, såfremt generne bliver identificeret, så personer med særlig risiko på en eller anden vis kan behandles forebyggende.

 Du kan læse mere om dit syn i det seneste nummer af Liv&Krop Nr. 2, der udkom den 10. juni 2001 – klik f.eks. på internetadressen www.livogkrop.dk og læs mere.

 Kilde: Investigative Ophthalmology and Visual Science 2001; 42: 1232-1236