Nyheder

Lægerne skal være mere omhyggelige med at stille diagnoser

Hvis læger bare følger Sundhedsstyrelsens vejledning om antidepressive midler, får for mange patienter medicin, de ikke har brug for.

"Læger skal være mere omhyggelige, når de stiller en psykiatrisk diagnose. Hvis man bruger de internationale klassificeringssystemer, hvor man bare opregner symptomer og giver piller herefter, er der for mange patienter, der får diagnosen depression og bliver sat i en medicinsk behandling, som de ikke har brug for," siger dr.med. Hans Adserballe, tidligere administrerende overlæge ved Psykiatrisk Hospital i Risskov.

I Ugeskrift for Læger kritiserer han i denne uge Sundhedsstyrelsens vejledning til læger om behandling med antidepressive og antipsykotiske midler. I vejledningen, der blev udsendt i januar måned i år, bliver læger rådet til at følge det internationale ICD-10 klassificeringssystem, når de skal stille en diagnose.

Selv om en af begrundelserne for at udsende vejledningen har været at begrænse forbruget i de antidepressive midler, mener Hans Adserballe, at vejledningen kan betyde, at diagnosen depression bliver stillet på for overfladisk grundlag.

"Der bliver lagt for meget vægt på symptomerne og for lidt på, hvilken person det er, og hvad vedkommende har været udsat for. Min pointe er, at man skal vurdere hele personen," siger Hans Adserballe, der understreger, at han ikke er imod at give medicin.

"Nogle skal først og fremmest have medicin og ikke psykologisk behandling, det gælder bare om at kunne kende dem,” siger han. Dog mener Hans Adserballe, at der i dag er kommet mere mekanik og systematik ind i psykiatrien frem for en mere psykologisk forståelse, og det diagnostiske system, som bruges i dag, er en af årsagerne hertil.

"Jeg er klar over, at det ikke er så ligetil at finde et system, som er tilfredsstillende. Det vil kræve, at man får et mere omfattende kendskab til patienterne og ikke bare ud fra symptomerne vurderer, hvor mange point vedkommende scorer på en depressionsskala. Man skal se på hele forløbet og forsøge at få en social forståelse, for en belastet situation kan give høj score på depressionsskalaen, uden at der reelt er tale om en depression," siger den tidligere administrerende overlæge.

For to år siden trak Hans Adserballe sig tilbage uden at smække med nogen dør, men for at få tid til noget andet. I dag er han i gang med et franskstudium ved Århus Universitet, samtidig med at han ind imellem stadig tager et vikariat som psykiater.