Nyheder

Duft af ny bil kan være farlig.

Den behagelige duft er stærkt giftig og kan være helbredsskadelig

Når vi sætter os ind i en fabriksny bil og nyder duften af ”ny og ubrugt”, er det et aromatisk kvalitetsstempel af bilens jomfruelighed, men den behagelige duft er stærkt giftig og kan være helbredsskadelig og i værste fald direkte kræftfremkaldende, påpeger australske forskere. Vinyl og plast i nye biler udsender gasser, som kan give hovedpine, svimmelhed og sløvhed. Ifølge CSIRO, som står for Commonwealth Scientific and Industrial Research Organization, kan de giftige gasarter i en ny bil overskride gældende grænseværdier op til flere gange. Lang tids udsættelse for de farlige stoffer, som blandt andet omfatter benzen, kan fremkalde kræft og er ligeledes i stand til at give fosterskader.

De australske forskere fremhæver, at de giftige udslip allerede begynder at virke indenfor et par minutter, samt at bilerne kan afgive dem i op til et år. Foruden at være stærkt helbredsskadelige kan gasarterne muligvis være indirekte årsag til alvorlige trafikulykker, fordi de påvirker ens velbefindende.

Bilindustrien har ikke været specielt lydhør overfor kritikken af de materialer, som bliver anvendt til fremstilling af biler. Argumentet lyder, at materialerne er identiske med dem, der optræder i blandt andet tæpper, køkkenudstyr og pakkematerialer.

Endnu en gang er forbrugeren kommet i klemme med to udsagn og er derfor overladt til at bruge sin egen dømmekraft.