Nyheder

Ny astmamedicin kan forbedre behandlingen

Medicinalfirmaet AstraZeneca har fået godkendt astmamidlet Symbicort i alle 14 EU-lande samt i Norge og Island. Derudover er præparatet også godkendt i Schweiz. Symbicort kombinerer to kendte medikamenter i astmabehandlingen nemlig binyrebarkhormonet budesonid og det luftrørsudvidende stof formoterol.

Fordelen ved Symbicort er, at det er lykkedes at kombinere begge præparater i en og samme inhalator eller Turbuhaler, således at effekten af de to medikamenter kan inhaleres samtidigt. Desuden behøver brugeren af medicinen ikke at skifte til en anden inhalator, når lægen skifter i den ordinerede dosis af medicinen. Det giver nogle besparelser for brugerne, der ikke er tvunget til at investere i en ny inhalator. Men derudover kan Symbicort give forbedringer af behandlingen. Det er således vist, at Symbicort statistisk sikkert reducerer antallet af astmaanfald, hvor luftrør og bronchier trækker sig sammen, og desuden forbedrer det lungefunktionen hos de mennesker med astma, der ikke får fuld kontrol over symptomerne ved inhalation alene af binyrebarkhormon. I en undersøgelse der er blevet offentliggjort i New England Journal of Medicine blev det vist, at Symbicort reducerer anfald af henholdsvis lette og svære astmaanfald med 62 og 63%. Desuden fik patienterne en forbedret lungefunktion og havde færre symptomer om natten. Resultater der giver en betydelig forbedring af livskvaliteten.