Nyheder

Mange syge rejser uden forsikring.

Falsk tryghed ved kronisk sygdom

Tusinder af kronisk syge danskere risikerer økonomisk ruin, hvis de får brug for sygdomsbehandling under deres ferie i udlandet. De ved det bare ikke!

Alt for mange er nemlig ikke klar over, at den dyre rejseforsikring, de harkøbt hjemmefra, slet ikke dækker dem.

Problemet er langt større end hidtil antaget, erfarer Gigtforeningen, efter at foreningen sammen med Gouda introducerede verdens første rejseforsikring for en gruppe kronisk syge, gigtpatienter.

Siden tilbuddet blev lanceret, er foreningen blevet bestormet af chokerede medlemmer, der pludselig har

opdaget, at de adskillige gange har rejst uforsikrede på ferie, også selv om de havde forsikret sig.

Det "skjulte" problem har været så voldsomt for gigtpatienter, at Gigtforeningen har skrevet til andre patientforeninger for at gøre dem opmærksom på problemets omfang.

"Vi skal have oplyst alle kronisk syge danskere om, at de under visse omstændigheder risikerer at få store økonomiske problemer, hvis de tager på ferie. Vi har løst problemet for gigtpatienter på rejse i Europa, men vi vil meget gerne være med til at gøre en samlet indsats for alle kronisk syge.

Gigtpatienter kan jo også have hjerteproblemer - og omvendt," siger Gigtforeningens direktør, Lene Witte.

Når en rejseforsikring ikke dækker, skyldes det, at ingen vil dække udgifter til behandling af akut sygdom, hvis den har forbindelse til en kronisk sygdom, der inden for to måneder før afrejse har krævet indlæggelse eller

ændret medicin-dosering. Da mange patienter regelmæssigt får justeret deres medicin, er de derfor ikke forsikret. Det er denne regel, som gigtpatienter som de eneste nu er fritaget for på rejser i Europa, når de har købt den

særlige rejseforsikring hos Gouda.

Desuden spilder masser af kronisk syge mange penge på værdiløse rejseforsikringer.

"Vi har taget nogle stikprøver på forskellige rejsebureauer, og vi må konstatere, at rejse-sælgere så at sige aldrig advarer om, at rejseforsikringer ikke dækker kronisk syge. Og når vi har fortalt, at den rejsende er gigtpatient, har vi kunnet købe en rejseforsikring alligevel, uden advarsel om at den er værdiløs i forbindelse med kronisk sygdom. Derfor har vi også skrevet til rejsebranchens organisationer og bedt dem om at

stramme op på deres procedurer, så de ikke sælger værdiløse forsikringer og falsk tryghed," siger Lene Witte.

Yderligere oplysninger:

Lene Witte, direktør, tlf. 39778036 - mobil 2140 4856

Læs mere om rejseforsikringen på Gigtforeningens hjemmeside:

www.gigtforeningen.dk

Gigtforeningen er en privat, sygdomsbekæmpende organisation, der arbejder for bedre livsvilkår for de 800.000 mennesker i Danmark, der lever med en ryg-, led- eller muskelsygdom.

Som medlem af Gigtforeningen er du med til at støtte denne indsats.

Læs mere på www.gigtforeningen.dk

- eller ring på tlf. 39 77 80 00.