Nyheder

Stofmisbrugere redder liv

Et kursus i førstehjælp og medicin mod overdosering giver resultater i to udenlandske projekter.

Det kan redde liv, at stofmisbrugere lærer førstehjælp og får udleveret Naloxone, en modgift mod morfin. Naloxon blokerer de steder på kroppens celler, hvor morfin binder sig til, og dermed ophæver stoffet morfins virkning. I det lægevidenskabelige tidsskrift, British Medical Journal, beskrives to projekter, hvor narkomaner har givet livreddende hjælp til andre narkomaner, som har fået en overdosis. Ved en overdosis morfin lammes bl.a. vejrtrækningen.

Projekterne strakte sig over 16 måneder, hvor man underviste narkomanerne og udleverede sprøjter, nåle, en førstehjælpshåndbog og ampuller med Naloxone. De foreløbige resultater viser, at 10 procent af det udleverede Naloxone har reddet liv.

Det ene projekt foregik i Berlin. Her deltog 101 narkomaner, der var tilknyttet en mobil sundhedstjeneste. Det andet projekt fandt sted på øen Jersey i den engelske kanal med 124 narkomaner, som også i forvejen var i kontakt med de lokale hjælpetjenester.

I Berlin blev 29 behandlet med Naloxone. I de 26 tilfælde var det korrekt behandling. I to at tilfældene var der tvivlsom effekt, fordi situationen ikke var livstruende. I et tilfælde var der ingen virkning, fordi der var tale om en overdosis kokain. Indsprøjtningerne blev givet enten i en vene, i musklen eller i underhuden.

Tre ud af fem redningstilfælde foregik i hjemmet. Resten i parker eller på offentlige toiletter.

En ulempe ved modgiften er, at narkomanerne kan få abstinenser. Hvis dosis skal være lavere, vil det kræve overvågning (monitorering) for at undgå tilbagefald. Nogle mobile tjenester anbefaler kun at give Naloxene i musklen eller i underhuden, fordi stoffet så bliver optaget langsommere, og virkningen dermed bliver mindre voldsom, end når det bliver givet i venen.

Kilde: BMJ 2001;322:895-896 (14 April)