Nyheder

Diabetes test efter hjerteanfald.

Hjertepatienter bør undersøges for diabtes

Personer der rammes af et hjerteanfald bør samtidig undersøges for tegn på sukkersyge - også kaldet diabetes, inden de forlader hospitalet. På den måde kan fremtidige alvorlige anfald og overdødelighed formentlig reduceres.

Forskere i USA har opdaget, at mange patienter der indlægges pga. et alvorligt hjerteanfald ofte lider af en ikke diagnosticeret diabetes eller en såkaldt prediabetes. Prediabetes er kendetegnet hos de mange millioner af overvægtige og ekstremt fede mennesker, som udfra deres blodsukkerniveau er i højrisikogruppe for at udvikle en fuld diabetes-2.

Netop fordi diabetes ofte medfører forøget risiko for hjertefejl, der medfører døden, er resultaterne af den nye undersøgelse en oplagt mulighed for at forhindre nye hjerteanfald og alt for tidlige dødsfald, siger den svenske leder af undersøgelsen dr.med. Lars Ryden fra Karolinska Hospitalet i Stockholm til Reuters.

Medicinsk behandling, fysisk træning og diætvejledning er alle dele af en samlet plan, der kan genoprette det normale blodsukkerniveau og sidegevinsten kan meget vel være en nedsat risiko for at dø af et hjerteanfald – navnlig blandt patienter der allerede tidligere har været ramt af et hjerteanfald.

Patienter der lider af prediabetes, er udsat for stor risiko for at blive ramt af et hjerteanfald . Blandt de personer som allerede har overlevet et hjerteanfald, er der mulighed for at reducerer fremtidig anfald.

Årsagerne til at mange udvikler diabetes i det skjulte, var en af hovedårsagerne til at lægerne begyndte at interesserer sig for patienter, der var indlagt for et hjerteanfald. Ved nærmere undersøgelser viste det sig, at netop disse patienter ofte lider af uregelmæssigt blodsukkerniveau, selvom de ikke har fået stillet diagnosen diabetes.

På baggrund af denne undersøgelser anbefaler lægerne, at patienter der har været indlagt for et alvorligt hjerteanfald altid undersøges for eventuel diabetes, før de udskrives fra hospitalet.

Kilde: The Lancet 2002;359:2127-2128