Nyheder

MFR-vaccine er ikke årsag til stigning i antallet af autisme

Der er ingen sammenhæng mellem stigningen i MFR-vaccinationer, og stigningen i antallet af børn der får autisme.

En amerikansk og en engelsk videnskabelig undersøgelse offentliggjort i henholdsvis den amerikanske lægeforenings videnskabelige tidsskrift, JAMA; og i British Medical Journal, BMJ, frikender begge MFR vaccinen for at være ansvarlig for stigningen i antallet af børn, der udvikler autisme. Der er ingen grundlag for at drage nogen sammenhængende konklusion, fastslå de to undersøgelser samstemmende.

Igennem flere år har der været en bekymring blandt forældre for risikoen for, at en MFR-vaccination kan medføre uvikling af autisme, og der er også blevet udbetalt erstatning til forældre, fordi det ikke var muligt at bevise, at der i den konkrete sag ikke var nogen sammenhæng.

Lægerne har i den amerikanske undersøgelse belyst antallet af nye tilfælde af autisme blandt børn, der startede i børnehaver i Californien og sammenlignet det med udviklingen i antallet af MFR-vaccinationer. I 1980 påviste man 44 tilfælde af udvikling af autisme blandt 100.000 levendefødte børn. Dette tal steg i 1994 til 208 tilfælde, hvilket svarer til en relativ stigning på hele 373%. Stigningen i MFR-vaccinationerne for 1 årige var i samme periode derimod kun på 14%. Forskerne konkluderer på denne baggrund, at denne stigning på 14% ikke kan forklare den mere end 26 gange større procentvise stigning i antallet af nye tilfælde af autisme.

Den engelske undersøgelse støtter denne konklusion. De engelske forskere påviser en betydelig stigning i antallet af autisme over en årrække fra 1988 til 1993. I samme periode er forekomsten af MFR-vaccinationer uændret over 95%. Såfremt at MFR vaccinationerne var årsagen til stigningen, vil man forvente, at antallet af autisme skulle stagnere i løbet af årene – men det er ikke tilfældet.

En forklaring på stigningen i antallet af tilfælde af autisme er, at lægerne i dag medtager flere atypiske former af forstyrrelsen end tidligere og derfor hyppigere stiller diagnosen.

”Vi har udvidet begrebet gennemgribende udviklingsforstyrrelser, som autisme er en del af. Tidligere brugte vi mere snævre kriterier for at stille diagnosen, end vi gør i dag, og derfor fik færre børn stillet diagnosen end i dag. Men jeg mener ikke, at vi har gjort begrebet for bredt”, siger overlæge Jan Jørgensen, Børne- og ungdomspsykiatrisk Ambulatorium i Esbjerg.

Kilde: ”Time Trends in Autism and in MFR Immunization Coverage in California” Loring Dales et al, JAMA. 2001;285:1183-1185.

“Mumps, measles and rubella vaccine and the incidence of autism recorded by general practitioners: a time trend analysis” by James A Kaye, Maria del Mar Melero-Montes, and Hershel Jick, BMJ 2001; 322: 460-463.

© www.webdoktor.dk