Nyheder

Ny kirurgi kan hjælpe børn.

Gennembrud i behandling af knoglekræft hos børn

En gruppe italienske læger har udviklet en ny ortopædkirurgisk teknik til rekonstruktion af beskadigede knogler hos små børn, som formentlig vil kunne hjælpe børn, der lider af knoglekræft i hofterne.

Behandling af tumorer i børns ben og hofter er meget vanskeligt med de konventionelle metoder, hvor man fx fjerner et stykke af knoglen, idet denne form for kirurgiske indgreb påvirker børns almindelige knoglevækst. Som det er i dag, skal børnene enten gennem flere alvorlige kirurgiske indgreb eller i værste fald have amputeret en del af benet.

De italienske læger har med succes gennemført behandling af en 4-årig pige i Bologna, som led af en tumor (kræftsvulst) i både hofte og lårbensknogle.

Efter behandling med en ny type kræftbehandling der bl.a. inkluderer kemoterapi kunne lægerne påbegynde en kirurgisk rekonstruktion. Ved brug af titanium skruer og plader kombineret med knogletransplantationer fra pigens lårbensknogler lykkedes det at genopbygge hendes beskadige hofte.

Lægerne brugte også en mindre del af fibula-knoglen (lægbennet, der sidder mellem knæet og anklen) i forbindelse med de avancerede knogletransplantationer.

4 måneder efter operationen var pigen i stand til at gennemfører genoptræningsøvelser og efter 8 måneder, var hun igen i stand til at bærer en vis vægt (dog støttet af forskellige anordninger). 4 år efter operationen er pigen nu begyndt at gå i skole, ride, cykle og svømme samt gå uden krykker til og fra skole.

Den podning som lægerne indopererede har medført en normal vækst af pigens lårbensknogle og hofte. Det har betydet, at begge hendes ben i dag er lige lange og de områder der var angrebet af knoglekræft, er helbredt.

Resultatet af de italienske lægers indsats er, at man nu vil foreslå nye metoder til behandling af helt små børn, der skal have foretaget hofteoperationer, der forhåbentlig kan forhindre amputationer hos børn i denne aldersgruppe.

Kilde: The Lancet 2003, 361: 141-143