Nyheder

Forskere til kamp mod kopimedicin.

Falske lægemidler kan være dødbringende

Forskere verden over samledes fredag i sidste uge for at imødegå den voksende industri af falsk kopimedicin, der bliver stadig mere udbredt i verdens fattigste lande.

Flere og flere lande verden over oversvømmes af falske malariatabletter, virkningsløse P-piller, vacciner bestående af ganske almindeligt drikkevand og slange serum der ikke indeholder aktive stoffer.

Paul Newton fra Nuffield Department of Clinical Medicin på Oxfords universitet i England har netop offentliggjort en større artikel i det engelske lægemagasin British Medical Journal., hvor han fastslår, at dødeligheden og sygdomsfrekvensen er stigende på grund af disse dødbringende falske kopimedikamenter, der navnlig findes i de fattigste udviklingslande.

Problemets omfang er meget vanskeligt at fastslå, men World Health Organization (WHO) anslår, at falsk kopimedicin udgør mindst 10% af den globale farmaceutiske virksomhed.

En undersøgelse der for nyligt er blevet afsluttet i Cambodja viste, at mere end 1/3 af alle malariatabletter der sælges i landet er falske og aldeles virkningsløse.

Paul Newton og flere af hans kollegaer fra bl.a. Thailand, Indonesien og USA opfordrer nu WHO til at rejse dette alvorlige emne, på det årlige internationale møde om verdenssundhed til september 2002.

Forskerne mener, at der er behov for international teknisk, logistisk og økonomisk støtte gennem f.eks. None Governmental Organizatons (NGO), for at beskytte de fattigste lande mod denne form for falsk kopimedicin.

Endvidere er der behov for en generel koordineret politisk indsats i kampen mod falsk kopimedicin. Denne form for handel med ulovlige falske lægemidler er ofte forbundet med organiseret international kriminalitet, korruption og uregulerede farmaceutiske virksomheder.

Kilde: British Medical Journal april 2002