Nyheder

Insulin forhindrer ikke diabetes.

Insulin virker ikke præventivt...

En ny undersøgelse der netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet New England Journal of Medicin, viser at regelmæssige indsprøjtninger med insulin ikke forsinker eller forhindrer udviklingen af diabetes-1 hos børn og der er ikke umiddelbart udsigt til, at hormonbehandling kan forhindre børn i at udvikle sukkersyge.

Lederen af undersøgelsen seniorforsker dr.med. Jay Skyler fra University of Miami i USA siger til Reuters: ”undersøgelsen viser, at man ikke kan forhindre eller forsinke udviklingen af diabetes hos personer, der har høj risiko for at udvikle diabetes-1”.

Diabetes er en kronisk sygdom, som er karakteriseret ved for højt eller meget svingende blodsukkerniveau. Mere end 210.000 mennesker dør hvert år i USA pga. diabetes.

Diabtes-1 udgør ca. 10 % af alle diabetes tilfælde i USA og rammer typisk børn og teenagers. Mellem 850.000 og 1.7 mio. mennesker lider i øjeblikket af sygdommen. Sygdommen er den 5. største årsag til dødsfald blandt amerikanere.

Den nye undersøgelse modsiger to tidligere undersøgelser fra hhv. 1993 og 1998. Disse undersøgelser gav oprindelig håb om, at man kunne forhindre eller forsinke udviklingen af diabetes-1 hos unge ved regelmæssigt at give dem insulinindsprøjtninger. Allerede kort tid efter de to tidligere undersøgelser var afsluttet begyndte flere læger i USA at tilbyde insulinindsprøjtninger som en form for præventiv behandling.

Forskerne fra Miami havde svært ved at finde villige patienter, som var parate til at deltage i undersøgelsen fordi både patienterne og deres læger mente, at de tidligere undersøgelser havde bevist, at insulinbehandlingerne var effektive – det har nu vist sig ikke at være tilfældet!

I undersøgelsen medvirkede 339 unge med en gennemsnitsalder på ca. 12 år, som alle havde 50-50 chance for at udvikle diabetes-1. Halvdelen af børnene fik to daglige indsprøjtninger svarende til 0,25 insulinenheder pr. kilogram legemsvægt samt en årlig insulininfusion, der blev givet over en periode på 4 dage. Den anden halvdel af børnene blev observeret og benyttet som kontrolgruppe i undersøgelsen.

70 børn som ikke modtog nogen form for behandling udviklede undervejs diabtes-1 ligesom 69 børn der modtog insulinbehandlingen også udviklede sygdommen.

Jay Skyler slutter af med at sige ”Resultaterne af undersøgelsen understreger at præventiv behandling med insulin mod diabtes-1 ikke virker. Desuden bekræfter denne undersøgelse, at lægerne ikke bør iværksætte behandlinger, der alene er baseret på mindre pilotundersøgelser”.

Kilde: Reuters Health 1. juni 2002