Cykelhåndtag kan være farlige.

Cykelhåndtag forårsager alvorlige ulykker

En større amerikansk undersøgelse viser, at cykelhåndtag kan være årsag til et meget stort antal alvorlige skader på de indre organer i maveregionen hos amerikanske børn.

Lægerne mener, at sådanne livstruende skader kan undgås i fremtiden ved at øge opmærksomheden på denne fare kombineret med et bedre og mere sikkert design af cykelhåndtag.

Ifølge rapporten som blev netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet ”Archives of Pediatrics & Adolescent Medicine”, viser en undersøgelse af skaderne i 1997, at mere end 1.100 børn og teenagere blev indlagt med alvorlige skader i maveregionen pga. cykelulykker. Ingen af de omtalte ulykker involverede biler. I langt størsteparten af disse ulykker, var cykelhåndtagene den primære årsag til de alvorlige skader.

Kendskabet til denne form for ulykker har været kendt i over 30 år, men alligevel er der ikke sket nogen væsentlig indsats på dette område. Der er typisk tale om alvorlige tarmskader, leverskader, miltskader, bugspytskader og skader på selve mavesækken.

Forskerne bag den nye undersøgelse har undersøgt hospitalsjournalerne fra 19 stater over hele USA. Undersøgelsen omfatter både en oversigt over skaderne samt de omkostninger som disse har påført det amerikanske samfund.

Mere end 900 børn blev i 1997 indlagt med meget alvorlige skader fra cykelhåndtag. Disse skader medførte en økonomisk omkostning på næsten 100 mio. kr.

Cykelhåndtag på børnecykler er typisk meget små i diameter, hvilket medfører en meget stor kraftoverførelse på et meget koncentreret område, når disse håndtag rammer maveregionen. Cykelhåndtag er som oftest fremstillet af enten stål, aluminium eller jern der er beklædt med en hætte af plastik.

Lægerne anbefaler, at cykelhåndtag designes med denne viden for øje således, at det bliver mere sikkert for børn at køre på cykel.

Dr.med. Flaura Winston er en af lægerne bag undersøgelsen. Hun har nu taget patent på et helt nyt design af cykelhåndtag.

Kilde: Archives of Pediatrics & Adolescent Medicine 2002;156:922-928