Nyheder

Fisk forebygger mod demens.

Fisk er ny "hjerne-kost"

Meget tyder på, at fisk er rigtig ”hjerne-kost” ifølge en ny fransk undersøgelse.

Franske forskere har fundet opsigtsvækkende resultater hos ældre mennesker, som regelmæssigt spiser fisk og andre fiskeprodukter. Undersøgelsen viser, at personer der regelmæssigt spiser fisk, har mindre chance for at udvikle demens herunder Alzheimers.

Resultaterne beviser ikke, at der er en direkte sammenhæng mellem fisk og demens og forskerne bag undersøgelsen understreger at også andre forhold som fx uddannelsesniveau og socialbaggrund har betydning. Alligevel peger lægerne på betydningen af en fiskerig kost.

Undersøgelsen omfatter 1.400 personer i alderen 68 år og opefter. Lægerne fulgte disse personer i perioder fra 2 til 7 år, hvor de bl.a. oplyste hvor tit og hvor meget fisk de spiste herunder øvrige kostvaner, uddannelse, socialbaggrund m.v.

Personer der spiste fisk mindst én gang ugentlig havde 34 % mindre risiko for at udvikle demens set over en periode på 7 år. En anden vigtig faktor var uddannelse og socialbaggrund, herunder denne gruppes større bevidsthed omkring egne spisevaner.

Andre undersøgelser har påvist, at personer med et højt uddannelsesniveau tilsyneladende har en større ”hjerne-reservekapacitet”, der beskytter disse mennesker mod at udvikle hukommelsestab og andre former for mentale lidelser som fx demens.

Der er dog også andre faktorer der spiller ind i forhold til at udvikle demens og underliggende sygdomme som fx Alzheimers. Nogle af disse faktorer er de kardiologiske som fx forhøjet kolesteroltal og forhøjet blodtryk. Disse forhold har stor betydning for såkaldt ”kredsløbs-demens”, der skyldes utilstrækkelig blodgennemstrømning til hjernen.

Eksperterne peger på mange forskellige årsager til demens herunder alder, livsstil, miljø og nu også kostvaner.

Kilde: British Medical Journal 2002;325:932-933