Herpes Genitalis findes stadig.

Omkring 2-5% af den danske befolkning har haft symptomer på Herpes Genitalis, altså Herpes på kønsorganerne

Omkring 2-5% af den danske befolkning har haft symptomer på Herpes Genitalis, altså Herpes på kønsorganerne. Betydeligt flere (20-30% af befolkningen) har dog antistoffer mod sygdommen, og har således været udsat for smitte, selv om de aldrig har haft symptomer.

Årsager

Herpes Genitalis skyldes infektion med et virus kaldet Herpes Simplex Virus (HSV), hvoraf der findes to forskellige typer, nemlig type 1 og type 2. Som hovedregel giver type 1 anledning til Herpes omkring munden, og type 2 giver Herpes på kønsorganerne. Begge typer kan dog i princippet give Herpes begge steder.

Herpes virus kan overføres ved samleje eller andre former for seksuelt samvær, hvor der er kontakt mellem parternes slimhinder, og smittefaren er størst i forbindelse med udbrud af sygdommen. Virus kan dog også overføres selv om der ikke er synligt udbrud af sygdommen, hvilket især sker i de tilfælde, hvor en person har hyppige udbrud. I forbindelse med mundsex kan Herpes på læberne overføres til kønsorganerne og omvendt.

Ved smitte overføres Herpes virus først til huden eller slimhinden, og bevæger sig derefter via nervebanerne til nerverødderne, hvor virus bliver inaktivt. Når eller hvis virus senere aktiveres, får man atter et Herpes udbrud.