Forstærket indsats mod sexuelt misbrug af børn

Regeringens Børneudvalg har besluttet, at der skal ydes en forstærket indsats mod sexuelt misbrug af børn.

Oversigt og anbefalinger.

Regeringens Børneudvalg har besluttet, at der skal ydes en forstærket indsats mod sexuelt misbrug af børn.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe under Det Tværministerielle Børneudvalg, med repræsentanter fra Justitsministeriet, Undervisningsministeriet, Sundhedsministeriet, Kulturministeriet og Socialministeriet.

Arbejdsgruppen har både gjort status over hidtidige aktiviteter og vurderet behovet for nye initiativer. Redegørelsen er udgivet juli 2000.(Statens Information eller Socialministeriets hjemmeside: www.socialkministeriet.dk)

I forbindelse med arbejdsgruppens redegørelse blev Statens Institut for Folkesundhed (SIF) bedt om at kortlægge problemets omfang, og der foreligger en rapport af denne undersøgelse, udgivet oktober 2000. (Statens Institut for Folkesundhed) ( Website: www.dike.dk)

Børnerådet offentliggjorde i april 2000 en rapport hvori der fremlægges forslag til en national strategi mod sexuelt misbrug af børn.(Debatoplæg. Børnerådets forslag til national strategi, dec. 99, Børnerådet eller Børnerådets hjemmeside: www.boerneraadet.dk). Forslagene blev sendt til regeringens Børneudvalg og har indgået i den tværministerielle arbejdsgruppes overvejelser.

Børnerådets forslag til forbedringer drejer sig både om at indsamle viden, forbedre behandlinsgtilbud og kvalificering af professionelles viden på området.

De vigtigste forslag til forbedringer er:

1. Viden. Oprettelse af et nationalt videnscenter med deltagelse fra såvel socalministeriet som sundhedsministeriet og justitsministeriet. Centret skal indhente viden om sexuelle overgreb og være tilgængelige for alle.

2. Forskningsmæssig belysning af omfanget af overgreb i Danmark. (Ovennævnte rapport fra SIF belyser dette)

3. Undersøgelse af børn. Oprettelse af en række regionale undersøgelsescentre, som har til opgave at undersøge børn, hvor der er mistanke om overgreb, såvel lægeligt som retsmedicinsk, psykologisk og socialt.

4. Retlig sammenhæng. Forskningsbaseret udredning af børns troværdighed som vidner. Øget viden om børns udsagn indsamles for forbedre afhøringer af børn, vurdering af troværdighed tilbrug for retten m.v.

5. Kommunale forhold. Udarbejdelse af manualer, procedurer m.v. i sager med sexuelle overgreb. Ikke alle kommuner har beredskabsplaner og udarbejdede procedurer for indsatsen i sager, hvor der er mistanke om overgreb.

6. Uddannelse af professionelle. Kvalificering af professionelle via forbedringer af grunduddannelserne indenfor området sexuelle overgreb. Lærere, pædagoger, psykologer m.fl. skal have øget viden via uddannelsen om sexuelle overgreb. Der skal udarbejdes lærebogsmateriale m.v.

I den tværministerielle arbejdsgruppes redegørelse peger man herudover bl.a. på følgende områder som særligt vigtige:

Udredningsarbejde der har til formål at vurdere fremgangsmåden for videoafhøringer af børn i sager om sexuelt misbrug.

Iværksættelse af forskning indenfor forskellige områder, fx. belysning af mulige sammenhænge mellem sexuelle overgreb og mulige senfølger; tilvejebrinelse af viden om krænkere.

Internationalt samarbejde.

Børn og unges overgreb mod andre børn og mod voksne. Systematisk viden efterlyses.

Et videnscenter bør etableres tværfagligt og tværsektorielt, med repræsentanter fra Justitsministeriet, Sundhedsministeriet, Undervisnigsministeriet, Kulturministeriet og Socialministeriet og fra kommuner, amtskommuner og civilsamfundet.