Akutte ledbåndsskader i anklen (udvendig ankelforstuvning/distorsion) 

 Den hyppigste skade i ankel og fod er den udvendige ankelforstuvning. 

 Traumemekanisme 

 Vedrørende anatomien, se under ”Ankelskader”.
Når anklen forstuves sker der en skade i ledbåndene (ligamenterne), som kan være fra et lille stræk uden udtrækning af fibre i ligamenter (grad1) til en udtrækning af fibre uden at de rives helt over (grad 2) til en fuldstændig overrivning af ligamenter (grad 3). 
Skaden sker næsten altid ved en forvridning af foden, hvor den er bøjet nedad og bagfoden drejes indad samtidig med at hele foden roteres indad (Figur ?). Herved strækkes ligamenterne på den udvendige side af anklen og foden, og da der samtidig forekommer en drejning af hele foden, vil den bageste del af det indvendige ankel-ligament (lig. deltoideum) blive forstrukket. 
Ved en kraftig forstuvning af anklen vil der i cirka 65 % af tilfældene ske en overrivning af et eller flere af de udvendige ligamenter (Figur ), mens det stærke ligament på indsiden af anklen kun vil blive læderet i en mindre del. Imidlertid vil en skade i det indvendige ligament, på grund af hævelse og blødning, kunne give anledning til hævelse og senere irritation af de nærliggende sener, dvs. seneskedehinde-betændelse. Dette ses sjældnere på udsiden af ankel og fod, og er der hævelse af disse sener, skyldes det enten en skade af senerne eller også har skaden været meget alvorlig og inddraget flere ligamenter. 
 

 Symptomer og diagnose 

 Idet skaden sker opleves en kraftig smerte, og enkelte gange kan personen høre et knæk i anklen. Der er smerter ved belastning på foden, og selv små vrid udløser kraftig smerte. På grund af blødning kommer der indenfor de nærmeste timer en hævelse beliggende omkring den udvendige ankelkno. Yderligere bevirker blødningen, at der indenfor det første til andet døgn kommer en blålig farvning af huden omkring ankelknoen, som kan strække sig ned omkring hælen. Når det indvendige ligament også bliver læderet kan der ligeledes ses hævelse og misfarvning af huden. 
Blødningens udstrækning og hævelsens størrelse kan kun i nogen grad anvendes til vurdering af skadens udstrækning, mens hævelse og smerter op langs med senerne bag lægbenet oftest er udtryk for en alvorligere skade.
Der vil være ømhed ved tryk over ligamenterne, mens der kun er ringe eller ingen tryksmerte over selve ankelknoen. Der undersøges for evt. instabilitet ved skuffe- og vrikketest (Figurerne og ) og sammenlignes med den raske fod, men i den akutte fase er undersøgelsen for instabilitet vanskelig på grund af smerter. Da behandlingen kun i sjældne alvorlige tilfælde er operation, er nævnte test derfor ikke strengt nødvendige.
Da diagnosen stilles klinisk er det kun indiceret at foretage røntgenundersøgelse, hvis man mistænker et knoglebrud. Dette bør dog udføres i alle tilfælde med stor hævelse, hvis der er trykømhed på selve ankelknoen, eller såfremt der ikke er sikker aftagen af smerterne indenfor de første 4-5 dage.
 

 Behandling 

 Straks på skadestidspunket og de efterfølgende 4-5 dage følges RICE-princippet (se ). Fra starten kan der være behov for et par krykkestokke, så der kun lægges let vægt på foden de første 1-2 dage. Der begyndes straks forsigtige op-nedbevægelser af anklen. Efter 4-5 dage anlægges en tape bandage (Figur ). Mens tapen anlægges holdes foden i retvinklet stilling, let udaddrejet og ydre fodrand løftes opad. Tapens formål er, at holde fod og ankel i den stilling, hvor ligamenterne er kortest, og dermed har størst chance for at hele normalt. Tapen bør skiftes med 8-10 dages intervaller, dels fordi den løsner sig, dels fordi huden bør plejes. Tape bandagen bør være permanent anlagt inklussive under optræningen i 5 uger, men skal efterfølgende også anvendes ved al anden træning og sport i yderligere 7-8 uger. 
Er der ikke en klar fremgang over de første 3-5 dage, skal man søge læge.
 

 Optræningen 

 FØRSTE 1-2 DAGE:
Bevægeøvelser af ankel og knæ.
 Stadig køle (dæk huden med tøjstykke) flere gange om dagen i 15 minutter 
 ad gangen.
 Når man sidder, skal foden holdes højt.

3.-7. DAGEN:
Stadig bevægeøvelser. Træning af resten af kroppen.
 Balanceøvelser ved at stå på flad fod på gulvet.
 Begynde at cykle, evt. hælcykle.
 Udspændingsøvelser af lægmusklerne.
 Køle efter træning og om aftenen.

8.-14. DAGEN:
Som ovenfor.
 Begynde tåstandsøvelser (evt. op over et dørtrin).
 Træne med gummislange (pres forfoden nedad og styr foden udad)

15.-21. DAGEN:
Intensivere ovenstående.
 Eventuelt løbe i vand.

EFTER 3 UGER:
Som ovenfor.
 Begynde på balanceøvelser på kuglebræt.
 Træne forsigtigt i minitrampolin.
 Begynde på jogging/løb.
 
EFTER 5. UGER:
Balanceøvelser på kuglebræt, bør forsætte i 5-6 uger i 2x 5 min. daglig.
 Træne minitrampolin i yderligere 5-6 uger.
 Træne med gummislange i yderligere 5-6 uger.
 8-tals løb, sidestep. 
 Begynde egentlig sportstræning.
Nævnte retningslinier kan naturligvis reguleres afhængig af skadens omfang, og forskellige tekniske øvelser vil ofte kunne begyndes efter et par uger.
 

 Prognosen 

 80-90 % af ligamentskaderne vil ophele uden senfølger på nævnte behandling. Er der 8 uger efter skadens opståen stadig smerter eller hævelse, bør man undersøges af læge for vurdering af evt. følgeskader. Er personen disponeret til gentagne ankelforstuvninger, er det vigtigt, at der regelmæssigt trænes på kuglebræt og med gummislange, samt ved sport, at der anvendes en ydre stabiliserende ankel tape eller bandage (Figurer ?).
Forkert behandling vil medføre, at cirka 30 % vil få for lange ligamenter, og dermed lettere vil kunne få en ny forstuvning af anklen.