Når folk i daglig tale siger hjerneblødning, mener de faktisk apopleksi, slagtilfælde. Det er en fællesbetegnelse for de hyppigt forekommende, pludseligt opståede hjernetilfælde, der skyldes en lidelse i de pulsårer, der forsyner hjernen med blod. Men kun i cirka 15 procent af tilfældene skyldes apopleksien blødning; de øvrige forårsages af blodpropper af forskellig art.

I Danmark opstår der årligt omkring 3.000 tilfælde af virkelig hjerneblødning. De 2.000 er spontant opståede blødninger inde i hjernevævet, haemorrhagia cerebri, og de resterende er de såkaldte subaraknoidale blødninger, dvs. uden på hjernen under den mellemste hjernehinde, araknoidea. 

 


Subaraknoidal blødning føles ofte som "et smæld i hovedet" efterfulgt af kraftig hovedpine. 

 Blødning I hjernevævet 

 De almindeligste hjerneblødninger skyldes oftest forhøjet blodtryk og åreforkalkning i hjernens pulsårer. Kronisk alkoholisme, et akut stort indtag af alkohol og andre, sjældnere lidelser disponerer til sygdommen. Men i omkring 25 procent af tilfældene kan man ikke påvise nogen årsag til hjerneblødning.

Blødningen begynder ofte, mens patienten er i fysisk aktivitet, ikke sjældent i tilslutning til afføring eller samleje, altså forhold der øger blodtrykket. Symptomerne afhænger af blodansamlingens lokalisation og størrelse.

Det er typisk, at der pludseligt indtræder en lammelse, der tiltager over nogle timer og ledsages af hovedpine, opkastning og bevidstløshed. Patienten kan hurtigt komme til sig selv igen, men i mange tilfælde forbliver han bevidstløs i længere tid.

Alt efter blødningens størrelse kan symptomerne variere fra meget svære til ganske lette, og i sjældne tilfælde er de endog hurtigt forbigående. Den ene side af kroppen, modsat den hjernehalvdel med blødningen, kan være lammet, så arm og ben er slappe og falder tungt ned på underlaget, hvis man løfter dem op.

Den ene halvdel af ansigtet kan være ramt, så den lammede kind pustes op ved hver udånding. I det hele taget vil den bevidstløse patient ofte have unormal vejrtrækning, f.eks. hurtig og overfladisk.

Blodansamlingen i hjernen tiltager ofte i størrelse i løbet af de første timer til dage. Derefter vil den i almindelighed gradvist blive opsuget, men det kan tage flere måneder. Den efterlader ofte et hulrum indeholdende en klar, gullig væske.

Det er som regel svært for lægen at afgøre med sikkerhed, om han står over for en patient med hjerneblødning eller den langt almindeligere sygdom hjerneblodprop. Men på hospitalet kan man stille en sikker diagnose ved hjælp af skanning. Undertiden indsprøjtes der også kontraststof i hjernens pulsårer for yderligere at belyse tilfældet.

I nogle tilfælde kan der blive tale om neurokirurgisk behandling for at fjerne en meget stor blodansamling. Men oftest består behandlingen i sengeleje med let hævet hovedgærde og opretholdelse af normal væske- og saltbalance med drop.

Der gives fysioterapi for at hjælpe på led- og muskelfunktionen, og i det hele taget foregår genoptræningen som beskrevet under APOPLEKSI, BLODPROP I HJERNEN.

Den akutte dødelighed ved hjerneblødning afhænger af blodansamlingens størrelse. Er den større end 50 ml, er dødeligheden helt oppe på 80-90 procent, mens den ved mindre blødninger er 10-20 procent. Som helhed ligger dødeligheden ved den moderne behandling på 25-40 procent.

Af de patienter, som overlever det akutte anfald, vil cirka 40 procent komme sig næsten fuldstændigt, men de resterende vil have større eller mindre lammelser eller andre handicaps på grund af manglende nervefunktion. 

 Subaraknoidal blødning 

 Hjernen er omgivet af tre hinder. Yderst mod kranievæggen ligger den tykkeste hjernehinde, dura mater. Inden for den findes de to bløde hjernehinder. Den ene hedder araknoidea, og inderst på hjernen har vi den karførende pia mater.

Går der hul på et blodkar uden på hjernen, vil blodet sive ud i det smalle rum mellem pia mater og araknoidea og danne en blodansamling under araknoidea. Derfor kaldes det en subaraknoidal blødning (sub er latin og betyder neden under).

Der er skønsmæssigt omkring 1.000 danskere pr. år, som rammes af en subaraknoidal blødning. Cirka 60 procent af dem er kvinder, og patienterne er oftest i aldersgruppen 40-60 år.

Det gælder for de fleste, at de har en misdannelse et eller måske et par steder på hjernens ydre pulsårer. Oftest drejer det sig om en sækformet udvidelse, et såkaldt aneurysme, der gør karvæggen tyndere, så den lettere brister. De kan være medfødte eller have udviklet sig gennem livet.

Bristningen sker som regel på grund af blodtryksstigning under fysisk aktivitet, men også psykisk stress kan forbigående hæve blodtrykket. Hos nogle patienter begynder anfaldet pludseligt med et "smæld i hovedet" efterfulgt af stærk hovedpine.

Men der er også nogle, som har svagere forudgående symptomer som hovedpine, kvalme, nakke-rygsmerter og lysskyhed. I enkelte tilfælde bliver aneurysmet efterhånden så stort, at alene dets tryk på det omgivende hjernevæv kan give symptomer, f.eks. øjenmuskellammelse, selv om det ikke er bristet.

Er den udstrømmede blodmængde tilstrækkelig stor, kan der komme næsten øjeblikkelig bevidstløshed, og døden kan indtræde hurtigt. Men mange patienter har et kortvarigt bevidsthedstab, hvorefter de vågner op med stærk hovedpine og andre symptomer.

Efter nogle timer får de fleste nakke- eller rygstivhed, og der kan kommer lammelser i arme, ben eller ansigt alt efter blødningens lokalisation.

Patienterne skannes så hurtigt som muligt, når de indbringes på sygehus, og der tages også billeder af hjernen efter indsprøjtning af kontraststof i dens pulsårer. Når diagnosen er stillet, overflyttes patienten som regel til neurokirurgisk afdeling til videre behandling.

Blødningen er standset af sig selv, når trykket inde i kraniet når op over blodtrykket. Men alligevel vil man som regel operere for at aflukke aneurysmet, så det ikke senere begynder at bløde igen. Det er meget vigtigt, fordi disse senere blødninger har en dødelighed på omkring 50 procent. 

Subaraknoidal blødning er i det hele taget en lidelse med høj dødelighed, cirka 40 procent inden for de første par døgn. En del af de opererede har taget så meget skade i hjernen, at de ikke undgår vedvarende fysiske og psykiske men trods vellykket operation.