Hjertets arbejdstakt påvirkes af elektriske impulser. Impulserne kommer normalt fra et "tændrør" i hjertet, den såkaldte sinusknude. De spredes derfra gennem hjertets forkamre og får disse til at trække sig sammen. Ved sammentrækningerne føres blodet gennem hjertet og videre ud i kroppen. Normalt sker dette med en regelmæssig rytme, som man kan måle ved at tælle pulsen.

Ved atrieflimren er de elektriske impulser i hjertet i uorden. Hjertets forkamre kan ikke arbejde på sædvanlig måde. Tilstrømningen af blod til forkamrene bliver besværliggjort ligesom tømningen af blodet i hjertets kamre. Forkamrenes frekvens øges, ofte til mellem 350 – 700 slag i minuttet. Hjertekamrenes frekvens er afhængig af de impulser, der ledes fra forkamrene og videre til hjertekamrene. Den øgede impulsledning medfører at hjertekamrenes frekvens øges. Hjertekammerrytmen bliver ofte uregelmæssig. Atrieflimren handler dog ikke kun om en forstyrrelse af hjerterytmen. Senere års forskning har meget ofte gjort det muligt at finde en underliggende årsag til sygdommen. 

Atrieflimren plejer man at inddele i to forskellige former, som adskiller sig med hensyn til symptomer, årsager og behandling. Disse er:
 

•  atrieflimren, som kommer i kortvarige anfald (attakker), såkaldte paroxystisk atrieflimren, og 
• kronisk atrieflimren 

 Paroxystisk atrieflimren 

 Hvad er paroxystisk atrieflimren?

Ordet "paroxysme" kommer fra græsk og betyder anfald eller irritation. Paroxystisk atrieflimren kommer i kortvarige anfald og kan vare i 3-4 dage. Hvis perioden er længere, taler man om kronisk atrieflimren. 

Anfaldene er i reglen ufarlige og går ofte over af sig selv. Af og til kan de optræde sammen med alvorligere symptomer.
 

 Hvor hyppig er paroxystisk atrieflimren ? 

 Det er ikke eksakt kendt, hvor mange som får paroxystisk atrieflimren. Beregninger viser dog at lidt mere end hver tredje patient, som ligger på sygehus for atrieflimren, har den paroxystiske form. 

 Hvad beror paroxystisk atrieflimren på ? 

 Paroxystisk atrieflimren forekommer ofte uden tilknytning til andre hjertesygdomme. Af og til kan man ane bagvedliggende hjertesygdomme eller andre årsager til atrieflimren, men det kan være svært eksakt at sige, hvordan forbindelsen ser ud. Visse sygdommen kan forværres af paroxystisk atrieflimren og kræver derfor særlig behandling . Dette gælder specielt ved visse forstyrrelser af hjerterytmen, f.eks. syg sinus syndrom, det såkaldte LGL-syndrom og WPW-syndromet.

Alkohol anses at kunne have betydning for fremkomsten af paroxystisk atrieflimren. På engelsk taler man om "Holiday Heart". Anfaldene af atrieflimren menes at kunne blive udløst både af alkoholens akutte effekt og af kronisk misbrug af alkohol. 

Forbigående atrieflimren efter by-passkirurgi er en speciel type af paroxystisk flimmer. Patienter som har fået foretaget by-passkirurgi i hjertets kransarterier får af og til atrieflimren efter operationen. Riskoen for dette øges sandsynligvis ved høj alder, og hvis man ophører med behandling med betablokkere før operationen. 

Mange andre mulige udløsende faktorer er blevet rapporteret, f.eks. kaffe, tobak, visse mediciner, diarre, indånding af røg eller mundspray, overdosis af heroin, blødninger i hjerne-stammen , kolde drikkevarer, koldt vejr, træthed, følelsesmæssig stress og mæthedsfølelse efter et større måltid.
 

 Hvordan kan paroxystisk atrieflimren forebygges ? 

 Det er vigtigt at forsøge at undgå udløsende faktorer, f.eks. alkohol, kaffe, tobak, og speciel mad. 

 Hvordan viser paroxystisk atrieflimren sig ? 

 Forskere anser at paroxystisk atrieflimren begynder med korte anfald, som passerer uden at blive opdaget. Senere bliver anfaldene mere vedholdende. Mange personer med paroxystisk atrieflimren føler ingen symptomer. Hyppige symptomer er ellers: 

 hjertebanken
svimmelhed
åndenød
øget hjerterytme
svedtendens
træthed
svaghed
brystsmerte
man har det dårligt
opkastninger samt
ubehag i maven
 

 Den mekaniske funktion i den højre del af hjertet kan også svigte. Følgen af dette kan blive svulne ben, ondt i maven og appetitløshed. I alvorligere tilfælde kan anfaldene føre til hjerte-krampe eller til at man besvimer.

Hvert år får ca. et par procent af de personer, som har paroxystisk atrieflimren, et slagtilfælde. Risikoen for at få et slagtilfælde er mindre ved paroxystisk atrieflimren end ved kronisk atrieflimren. Personer som lider af det såkaldte "syg sinus" syndrom med anfald af paroxystisk atrieflimren løber større risiko for at blive ramt af et slagtilfælde. 

Livskvaliteten mellem angrebene påvirkes ofte. Den fysiske og psykiske formåen kan blive alvorligt påvirket af uro eller angst for næste anfald, selvom episoderne med atrieflimren er sjældne. Visse patienter undgår situationer, hvor et anfald skulle kunne være farligt eller besværligt.
 

 Hvordan undersøger man for paroxystisk atrieflimren? 

 Det er specielt vigtigt, at den som får paroxystisk atrieflimren selv får lov til at fortælle, hvad der udløser anfaldene. Det er også vigtigt, at en eventuel forbindelse med alkohol nævnes i samtalen mellem læge og patient. Lægen er også nødt til at få at vide, om patienten har en sygdom, som berører hjerteklapperne, har hjertesvigt eller har højt blodtryk. 

Et EKG tages når patienten hviler, bl.a. for at se om der findes spor efter et tidligere hjerte-infarkt (blodprop i hjertet), sygdom i hjertemuskulaturen (fx iltmangel) eller af sygdom, som generer hjerterytmen. Laboratorie-prøver og hjerte/lunge røntgen kan også anvendes for at sikre diagnosen. Blodprøver kan eventuelt vise blodmangel, sukkersyge og sygdom i skjoldbruskkirtlen.

Arbejdsevnen testes ved mistanke om sygdom, som besværliggør tilstrømningen af blod til hjertet. Forskellige mere usædvanlige former af EKG kan også blive aktuelle, bl.a. for at fastslå hvor ofte patienten har atrieflimren, og hvor længe episoderne varer.
 

 Hvordan kan paroxystisk atrieflimren behandles ? 

 Behandlingen bør være rettet mod den eventuelle bagvedliggende hjertesygdom, de udløsende årsager samt rytmeforstyrrelsen.

Medicinsk behandling

Den medicinske behandling består af behandling med enten digitalis, betablokkere enten alene eller i kombination med andre lægemidler, der virker på uregelmæssig hjerte. Risikoen for blodpropper som komplikation til paroxystisk atrieflimren er i reglen ikke så stor at patienten behøver medicin, som forhindrer blodet i at størkne, såkaldt blodfortyndende medicin.

Anden behandling

I sjældne tilfælde kan anfald af atrieflimren afbrydes ved at patienten kaster op eller presser. Hvis anfaldet hænger sammen med en alvorligere sygdom, kan det afbrydes ved et strømstød over brystet. Patienten er da i kortvarig narkose.

Behandling med pacemaker har ofte givet gode resultater, når medicin ikke har hjulpet mod anfaldene eller ikke har kunnet anvendes pga. bivirkninger. Pacemakeren indsættes når den elektriske forbindelse mellem hjertets forkamre og kamre er blokerede. Behandlingen er sikker og man anvender den ofte. Hidtil har ingen kirurgisk metode vist sig at hjælpe mod paroxystisk atrieflimren uden at medføre andre problemer, først og fremmest afhængighed af pacemaker. Kirurgisk behandling af paroxystisk atrieflimren er i dag på forsøgsstadiet. Fremover kan den få større betydning, men sandsynligvis kun for en begrænset gruppe af patienter.
 

 Kronisk atrieflimren 

 Hvad er kronisk atrieflimren ?

Kronisk atrieflimren adskiller sig fra paroxystisk atrieflimren ved at den kommer i anfald af højst 3 - 4 dages varighed. Kronisk atrieflimren kan af og til være svær at adskille fra såkaldt atrieflagren. Ved atrieflagren er forkamrenes bevægelse helt regelmæssig og hjerteslagene per minut færre. 

Kronisk atrieflimren kan føre til blodpropper. Blodproppen kan følge med blodstrømmen til hjernen og også øge risikoen for at man dør af hjertesygdom.
 

 Hvor hyppig er kronisk atrieflimren ? 

 Det er usædvanligt at personer under 50års alderen får kronisk atrieflimren. Risikoen for at blive ramt øges med alderen, og ca. hver tiende person i firs- eller halvfemsårsalderen har kronisk atrieflimren. Der er ingen større forskel mellem mænd og kvinder. Det skønnes, at ca. 40 000 personer har kronisk atrieflimren. Gennemsnitsalderen blandt disse er lidt mere end 75 år 

 Hvad beror kronisk atrieflimren på ? 

 Årsagerne til kronisk atrieflimren er ikke helt kendte. For at atrieflimren skal opstå, kræves visse forandringer i hjertets forkamre. Andre forandringer behøves, for at atrieflimren skal blive kronisk.

Forandringerne kan opstå på forskellig måde. Risikoen for at få kronisk atrieflimren øger med alderen. Dette beror antagelig på, at musklerne i hjertets forkammer ældes. 

Forstyrrelse af hjerterytmen hænger ofte sammen med andre hjertesygdomme, særligt hos ældre patienter. Personer med sygdom i hjerteklapperne, sygdom i kranskarrene efter hjerteinfarkt, hjertesvigt eller reumatisk hjertesygdom, har øget risiko for at få kronisk atrieflimren. Det sker også, at den der har fået foretaget by-pass operation i hjertets kransarterier får kronisk atrieflimren.

Ca. hver tiende person med kronisk atrieflimren har ingen anden sygdom eller fysisk forandring, som kan forklare atrieflimren.
 

 Hvad kan følgerne af kronisk atrieflimren blive ? 

 Øget risiko for slagtilfælde

Atrieflimren er den vigtigste årsag til blodprop i hjernen. Det beregnes, at ca. 3000 personer hvert år får prop i hjernen på grund af atrieflimren. Personer med kronisk atrieflimren som ikke bliver behandlet med mediciner mod blodpropper har 5 - 6 gange større risiko for at få blodprop i hjernen med tydelige symptomer. Selv slagtilfælde som ikke giver symptomer, og som man kun kan opdage med røntgen eller magnetkamera, kan indtræffe. Denne type af slagtilfælde kaldes undertiden "tyst hjerneinfarkt".

Den eksakte årsag til at blodpropper dannes og fører til slagtilfælde hos personer med kronisk atrieflimren er ikke kendt. Ofte beror blodpropperne på ændrede forhold for blodgennemstrømningen og stillestående blod i hjertets forkammer. Meget taler for at celleskader i blodkarrene og stor størkningsevne i blodet desuden bidrager til slagtilfælde.

Risikoen for slagtilfælde øges med alderen. Riskoen er også større, hvis man har kronisk atrieflimren og anden hjertesygdom. For yngre patienter uden anden hjertesygdom er risikoen for at få prop i hjernen meget lille. Risikoen er størst, hvis man har fået atrieflimren og hjertesvigt. 

Blodpropper i hjernen som beror på hjertesygdom fører oftere til døden end slagtilfælde, som opstår af andre årsager. Af de som rammes af slagtilfælde på grund af hjertesygdom lever ca. halvdelen efter 1 år og lidt mere end en tredjedel efter 3 år. 

 Øget risiko for at dø af hjertesygdom 

 En patient med kronisk atrieflimren løber i almindelighed dobbelt så stor risiko for at dø som en patient med normal hjerterytme i samme alder. Ved siden af risikoen for at dø på grund af slagtilfælde beror stigningen først og fremmest på risikoen for at dø af en hjertesygdom. Personer som også har en anden alvorlig hjertesygdom løber betydelig større risiko for at dø end andre personer i samme alder. 

 Hvordan viser kronisk atrieflimren sig ? 

 De hyppigste symptomer ved kronisk atrieflimren er: 

•  hjertebanken 
• uregelmæssig hjerterytme 
• åndenød og nedsat præstationsformåen

 I enkelte tilfælde kan den som har kronisk atrieflimren besvime. Symptomerne varierer ofte, specielt hvis man også har en anden hjertesygdom. Yngre personer uden anden hjertesygdom mærker af og til atrieflimren ved nedsat præstationsformåen. 

 Hvordan undersøger man for kronisk atrieflimren ? 

 Diagnosen kronisk atrieflimren fastslås ved EKG. Selv andre undersøgelser kan være nødvendige, bl.a. for at udelukke andre hjertesygdomme, lungesygdomme og sygdomme i mave-tarm-kanalen. 

 Hvordan kan kronisk atrieflimren behandles ? 

 Personer med kronisk atrieflimren tager oftest først kontakt med sin praktiserende læge. Det er også der man skal kontrolleres senere i sygdomsforløbet. 

At forsøge at genskabe, "konvertere", den normale hjerterytme er en vigtig del af behandlingen af kronisk atrieflimren. Dette kan gøres ved hjælp af strømstød eller med medicin.
 

 Regulering med strøm 

 Regulering med strøm indebærer, at et kortvarigt strømstød sendes gennem hjertet for på ny at gøre hjerterytmen normal. Metoden er en vigtig del af behandlingen af kronisk atrieflimren. Den har været i anvendelse siden begyndelsen af tresserne og er sikker. Som regel kan den udføres ambulant. Af og til kan man ikke anvende regulering med strøm. Det gælder bl.a. ved: 

•  overdosering af hjertemedicin 
• ved lave kaliumkoncentrationer i blodet
• ved svigtende hjertefunktion, som ikke kan kompenseres og hvis patienten forventes at skulle gennemgå en eller anden form for hjertekirurgi

 I de allerfleste tilfælde er det muligt at genskabe den normale hjerterytme med elektrisk strøm. Atrieflimren kommer dog ofte tilbage. Mellem omkring en tredjedel og halvdelen af de patienter, som behandles med strømstød, får påny atrieflimren efter 3 måneder. Efter 1 år får omkring 50 - 80 % af patienterne tilbagefald.
Forskere har forsøgt at kortlægge hvad det er der gør at regulering med strøm giver et vellykket resultat. Den mest overbevisende årsag synes at være, at atrieflimren kun har varet kort tid før reguleringen.

Ved tilbagefald kan reguleringen med strøm gøres på ny sammen med medicin, som regulerer hjertekammerfrekvensen. Hvis atrieflimren fortsætter selv efter den nye behandling er yderligere regulering med strøm kun egnet, hvis gevinsterne for patienten er store.

Hvis atrieflimren er foregået i mere end to døgn inden regulering med strøm er det nødvendigt, at patienten får medicin, som forhindrer blodet i at koagulere. Eksperter anbefaler i dag behandling med sådanne mediciner 3 uger før regulering af atrieflimren. Behandlingen bør desuden foregå mindst én måned efter reguleringen.
 

 Regulering med medicin 

 I de seneste 10 - 15 år har flere studier vist, at medicin med held kan anvendes til at genskabe den normale hjerterytme. Medicinen kan gives som indsprøjtninger eller som tabletter. 

Regulering med medicin kan anvendes i stedet for behandling med strøm, hvis det er effektivt, sikkert for patienten og let at udføre. Specielt sikkerhedsaspekterne har gjort at læger har været forsigtige med at regulere med medicin. 
 

 Regulering af frekvensen 

 Ved ubehandlet kronisk atrieflimren bliver hjertefrekvensen og dermed også pulsfrekvensen oftest for høj. Medicinen digitalis anvendes som regel til at korrigere dette. Digitalis er dog ikke altid nok. Midlet kan kombineres med kalciumhæmmere og betablokkere. 

Regulering af frekvensen har til formål at personer med kronisk atrieflimren hverken skal have for høj eller for lav hjerterytme uanset om de arbejder eller ej. EKG under arbejde eller en længere tids registrering af EKG kan være værdifulde metoder til at kontrollere om forsøget med et regulere frekvensen er lykkedes. 
 

 Kronisk profylaktisk antiarytmisk behandling 

 Efter at hjerterytmen er blevet normal ved strøm eller medicinsk behandling er det vigtigt at behandlingen indrettes på at denne rytme skal bestå. Hertil kan en særlig gruppe medicin anvendes, de såkaldte antiarytmika. Som regel plejer man dog ikke at anvendes disse før efter at tilbagefald er sket og et andet forsøg på at gøre hjerterytmen normal igen er foretaget. 

 Andre behandlingsformer 

 Flere metoder til regulering af hjerterytmen er nu under udvikling. Endnu befinder de sig på forsøgsstadiet. Det drejer sig bl.a. om at indoperere en pacemaker eller en defribrillator (et apparat som stopper hjertemusklens flimren i forkammer eller kammer) og om hjertekirurgi med det formål at lede de elektriske impulser i hjertet på den rette måde. 

Relevante emner

 Hjerte-karsygdomme (forårsaget af åreforkalkning)