Børne- og ungdomspsykiatrien er et lægeligt speciale, der på et videnskabeligt grundlag beskæftiger sig med undersøgelse og behandling af psykiske forstyrrelser hos børn og unge op til 18, evt. til 21 år.
Arbejdet kan ske dels i speciallægepraksis dels på klinikker i sygehusvæsenet, hvor man arbejder meget tværfagligt og hvor udover psykiatere/læger, andre faggrupper er indblandet. Psykologer, socialrådgivere, sygeplejersker, fysioterapeuter, talepædagoger, pædagoger og andre arbejder for at hjælpe børn og unge med psykiske vanskeligheder. Der er ligeledes inddraget forældre, skole- og socialforvaltning for at kunne belyse barnets eller den unges problematik fra forskellige synsvinkler, for derefter at kunne hjælpe på den mest passende måde. 

 Psykiske forstyrrelser 

 I psykiatrien taler man ikke så ofte om "sygdomme", men bruger i stedet WHO's betegnelse "forstyrrelser" (eng. disorders). Psykiske forstyrrelser adskiller sig fra de normale psykiske variationer ved at medføre lidelse eller indskrænkning i udfoldelsesmulighederne. Man kan også sige at det er de variationer i psykiske tilstande, der er så alvorlige, at de medfører behov for hjælp eller behandling. Børne- og ungdomspsykiatrien omfatter imidlertid også forebyggelse, både som forebyggelse af psykiske forstyrrelsers opståen, og som forebyggelse af invaliderende følger af de psykiske lidelser hos børn og unge. Forebyggende indsatser er især af betydning når de sættes ind så tidligt som muligt. Forebyggende indsatser præger især spædbarnspsykiatrien. Endelig vil der som led i det børne- og ungdomspsykiatriske område indgå forskning og faglig formidling. 

 Diagnoser 

 Diagnostisering er den proces hvorigennem man vurderer en henvist patients symptomer og skønner over hvilke psykiske forstyrrelser, de afspejler. Da vi ikke endeligt kender de årsagsforhold for de psykiske lidelser er vi henvist til at bedømme det ud fra hvilke symptomer patienten har. De fleste patienter, der undersøges psykiatrisk har flere psykiske forstyrrelser samtidigt, og det kaldes komorbidite. Tit er det imidlertid oplagt af en af forstyrrelserne er mere væsentlig eller alvorlig end andre.

De psykiske forstyrrelser hos børn og unge omfatter en lang række forskellige former for psykiske afvigelser, med tilsvarende forskellige former for årsagsfaktorer, tit i et kompliceret samspil. De psykiske forstyrrelser kan opstå tidligt, andre senere i løbet af barndom og ungdomsår.

PSYKISKE UDVIKLINGSFORSTYRRELSER
Blandt de tidligst opståede forstyrrelser er en række overvejende biologisk betingede psykiske afvigelser af udviklingsmæssig karakter, men som ofte fortsætter i et livslangt handikap: 

•  Generel mental retardering, også kaldet oligofreni (psykisk udviklingshæmning), og hvor der er en forsinkelse af udviklingen af alle psykiske funktioner, især af intelligensen. 
• Infantil autisme, (efterhånden blot kaldet "autisme"), hvor der er afvigende mønstre i det sociale samspil, i kommunikationen (både sprogligt og ikke-sprogligt) og stereotype elle ritualisere adfærdsmønstre eller interesseområder.Aspergers syndrom er en form for autisme hos personer med normal intelligens og sprog.
• Specifikke udviklingsforstyrrelser, hvor der er følger af en mangelfuld udvikling indenfor specifikke områder som sprog (dysfasi), motorik (fumler-tumler) eller indlæring (ordblindhed). 

 TILKNYTNINGSFORSTYRRELSER
Tilknytningforstyrrelser er betegnelsen for psykiske afvigelser, der skyldes mangelfuld omsorg eller mishandling af det spæde barn eller af børn i småbarnealderen. Disse børn udvikler en afvigende måde at knytte sig til andre mennesker på, ofte således at de senere i barndommen, og ofte også senere i voksenalderen, ikke kan udvikle særlig tilknytning til personer, der senere tager sig af dem, samtidig med at de kan være ukritisk venskabelige overfor fremmede.

HYPERKINETISK FORSTYRRELSE OG OPMÆRKSOMHEDSFORSTYRRELSE
I småbarnealderen vil man kunne se nogle børn være præget af motorisk urolig adfærd og ringe evne til at koncentrere sig. Det kan hos nogle være et forbigående stresssymptom, men fortsætter det op i 5-6 års alderen vil det oftest være tegn på hyperkinetisk forstyrrelse, også kaldet ADHD, eller opmærksomhedsforstyrrelse, også kaldet ADD. Ved ADHD dominerer den motoriske hyperaktivitet, ved ADD ses overvejende vanskeligheder ved opmærksomhedsregulation. Disse vanskeligheder kaldes også for DAMP-vanskeligheder, idet DAMP står for Disorders of Attention, Motor control, and Perception. DAMP vil kunne optræde sammen med tics, kortvarige formålsløbe og ufrivillige bevægelser, og Tourettes syndrom, hvor der desuden er lydtics, ufrivillige lyde eller udtalte ord.

EMOTIONELLE FORSTYRRELSER OG ADFÆRDSFORSTYRRELSER.
Senere i barnealderen vil der kunne udvikle sig psykiske forstyrrelser, der kan indebære såvel emotionelle afvigelser eller afvigelser i adfærden med aggressivitet og destruktivitet.

De emotionelle forstyrrelser består oftest af følelsesmæssige reaktioner, angst eller depression, og hvor der kan være en glidende overgang mellem det normale og det forstyrrede. En emotionel forstyrrelse er f.eks. et barns angst ved at forlade moderen for at gå i skole, en forstyrrelse man kalder abnorm separationsangst. Tidligere i barnets udvikling er separationsangst imidlertid et normalt fænomen. Tilsvarende er depression et normalt fænomen efter tab eller svigt, men fortsætter depressionen i en svær grad uden at kunne bearbejdes spontant kan der være tale om en psykisk forstyrrelse.

Udtalt og vedvarende adfærd med aggressivitet og destruktivitet kan ofte være tegn på en psykisk forstyrrelse, som i diagnoselisterne kaldes adfærdsforstyrrelse. Det ses oftest først for alvor hos børn fra l0-12 års alderen, men kan i nogle tilfælde ses tidligere, enten samtidig med tegn på tilknytningsforstyrrelse som led i social og emotionel forsømmelse, eller samtidig med DAMP-vanskeligheder med impulsivitet som led i en overvejende biologisk betinget forstyrrelse.

ANDRE PSYKISKE FORSTYRRELSER HOS ÆLDRE BØRN
I årene op mod puberteten og senere i ungdomsårene kan der opstå spiseforstyrrelser med enten spisevægring, anoreksia nervosa, eller impulsiv trang til overspisning, bulimia nervosa. I disse år kan man også se udtalte tvangsymptomer, evt. som led i obsessiv-kompulsiv tilstand (eng.,OCD), med tvangstanker (obsessioner) og tvangshandlinqer (kompulsioner).

SKIZOFRENI OG AFFEKTIVE SINDSLIDELSER (DEPRESSION OG MANI)
Psykiske forstyrrelser, der almindeligvis, kendes fra voksenalderen, begynder at bryde igennem i ungdomsårene. Det gælder de alvorlige sindssygdomme som skizofreni og de affektive sindslidelser med depression og mani. Behandlingen vil oftest være som i voksenalderen.

PERSONLIGHEDSFORSTYRRELSER
I ungdomsårene vil en del unge udvise vedvarende forandringer deres personlighed. Man kalder dem diagnostisk for personlighedsforstyrrelser. WHO's internationale retningslinier anbefaler at man venter til voksenalderen med at stille disse diagnoser, men ofte har voksne med personlighedsforstyrrelser haft disse forstyrrelser siden barndommen. Mange børn, der vil have symptomer svarende til personlighedsforstyrrelser, vil dog ikke have disse forstyrrelser senere, men evt. være mere normale, eller have andre psykiske forstyrrelser. Dette er også vigtigt.

En del kriminalitet i ungdomsårene begås af unge med personlighedsforstyrrelser, især dem præget af antisociale træk. Selvmord, og selvmordsforsøg, samt stofmisbrug, er ligeledes reaktion man kan ses særlig udtalt hos denne gruppe af unge med personlighedsforstyrrelse, især når der foreligger ringe følelsesmæssig stabilitet eller antisocial personlighed. 

 Undersøgelsesmetoder 

 Den børne- og ungdomspsykiatriske undersøgelsesstrategi baserer sig på klinisk vurdering, altså lægens subjektive vurdering af sin patients symptomer. Især for børn bør denne vurdering suppleres med forældrenes særlige nære kendskab til deres barn psykiske udvikling. Det er desuden af betydning at få supplerende beskrivelser, gerne så konkrete og ufortolkede som muligt, fra dem der kender barnet eller den unge fra dagligdagen, f.eks. daginstitution, skole eller ungdomshjem.

Herudover er det ofte nødvendigt at tilføje mere specifikke undersøgelsesprocedurer, dels lægelige undersøgelser, dels psykologiske tests.

Mindre børn kan vurderes klinisk under leg. Legeobservation baserer sig på at barnet ret uforstyrret får lov til at benytte et udvalg af legetøj, evt. også med en sandkasse. Man kan da vurdere barnets psykiske udvikling på en lang række områder: motorik, sprog (sprogforståelse), tale (sproglige udtryk), intelligens, kommunikationsform (også ikke-sprogligt), kontakt og socialt samspil, følelsesliv og adfærd. Man kan også se at nogle børn med alvorlige psykiske forstyrrelser har svært ved at lege overhovedet, evt. i forbindelse med mangelfuld udvikling af forestillingsevne og fantasi.

Ældre børn og unge vil kunne vurderes psykisk under en samtale der kan være fri eller struktureret fra undersøgerens side. Man kan vurdere samme psykiske fænomener som de ovennævnte, men desuden evne til realitetsvurdering i forhold omverdenen, særlige mønstre i deres kontaktforhold til voksne, stemningsleje af depressiv eller manisk art samt forstyrrelser i tænkning, vrangforestillinger eller hallucinationer, der kunne tyde på skizofreni.

Ved mistanke om at der kunne være påviselige biologiske forandringer til stede som led i den psykiske forstyrrelse, kan en række lægelige undersøgelser af fysiske forhold være begrundede. EEG er indiceret ved en række tidlige udviklingsforstyrrelser og hvis der er mistanke om epilepsi. Er der yderligere oplysninger, der taler for afvigelser i hjernens struktur eller funktion kan nogle af de nyere visualiseringsteknikker anvendes, f.eks. CT eller MR scanning.

I sjældne tilfælde er de psykiske forstyrrelser sekundære til biokemiske forandringer i kroppen, f.eks. hormonale forstyrrelser. En lang række laboratorieundersøgelser kan da være begrundede.

Psykologiske tests vil i særlig grad kunne supplere den psykiatriske kliniske vurdering. Psykologiske tests er standardiserede prøver, der kan give resultater dels i kvantificerbar form, f.eks. ved intelligenstests, dels i form af en tolkning, f.eks. ved projektive tests, der oftest baserer sig på psykoanalytisk teori.

I de senere år er det blevet stadig mere almindeligt at anvende standardiserede interviews og spørgeskemaet i det kliniske undersøgelsesarbejde. Fordelene er dels at resultaterne bliver mere sammenlignelige mellem klinikker indbyrdes, dels at man sikrer sig at vurdere alle relevante fænomener i alle tilfælde. 

 Behandlingsmetoder 

 Mange forældre til børn og unge fortæller at blot afklaringen af hvad det er der er galt i barnets psykiske udvikling er en lettelse, der ofte øger deres evne til at forholde sig til barnets vanskeligheder på en bedre måde. Et afgørende udgangspunkt er at patient og forældre åbent inddrages i undersøgelses- og behandlingsarbejdet, så de kender baggrunden for resultaterne, naturligvis med respekt for den enkeltes integritet.

Andre instanser i miljøet må ofte inddrages i behandlingen, især når denne skal basere sig på at f.eks. daginstitution eller skole skal indstille sig på en ændret pædagogik i forhold til et barnets psykiske forstyrrelse for at kunne hjælpe barnet. Ved sværere psykiske forstyrrelser hos børn kan behovet for specialpædagogiske tiltag være så markante, at det må ske i specialinstitutioner, særlige daginstitutioner, eller specialskoler/specialklasser.

De sværeste psykiske er lidelser hos børn i skolealderen vil ofte have behov for behandling på behandlingshjem, enten på døgn- eller dagbasis. Behandlingshjem er ofte ledede af en klinisk psykolog, med børne- og ungdomspsykiatrisk konsulent tilknyttet.

Lettere psykiske lidelser vil overvejende kunne behandles ambulant i børne- eller ungdomspsykiatrisk regi. Her vil psykoterapeutisk behandling kunne være individuelt rettet mod patienten eller rettet mod familien samlet i form af familieterapi. Individuel psykoterapi vil desuden ofte kunne indgå som led i behandlingen når barnet eller den unges behandling i øvrigt er i form af miljøterapi, f.eks. på et behandlingshjem.

Psykoterapi, enten individuel psykoterapi eller i form af miljøterapi, kan have mange former, og basere sig på forskellige principper afhængig af problemets art og behandlernes viden, færdighed og erfaring. Det kan f.eks. dreje sig om psykoanalytisk orienteret psykoterapi eller kognitiv terapi.

Visse psykiske forstyrrelser kan behandles med medicin, også kaldet psykofarmaka. Det er især hyperkinetisk forstyrrelse, der i en del tilfælde kan afhjælpes med såkaldt centralstimulerende medicin, der giver bedre koncentrationsevne og dæmper motorisk uro og impulsivitet. Psykiske forstyrrelser som skizofreni, manier og sværere depressioner bør også behandles med psykofarmaka. Endelig vil det være en opgave at dæmpe psykotiske tilstande med psykofarmaka, uafhængigt af hvilken psykisk forstyrrelse den psykotiske tilstand optræder ved, men man bør naturligvis primært basere behandlingen på den form for medicin, der bedst afhjælper den psykiske forstyrrelse, der er årsag til den psykotisk tilstand.

Erfaringen viser at mange børn/unge og forældre er meget forsigtige med hensyn til at søge hjælp hos os, der arbejder indenfor børne- og ungdomspsykiatrien. Det er ikke kun fordi de kan være i tvivl om, hvem de skal henvende sig til, men det kan også forekomme dem skræmmende og de overbeviser sig selv om, at de ikke endnu har brug for en sådan hjælp. De føler sig ofte alene og usikre i den situation.
Men vi, som arbejder indenfor børne- og ungdomspsykiatrien, er indstillet på at hjælpe børn/unge og familier, hvis der opstår psykiske vanskeligheder i en sådan grad, at professionel hjælp er påkrævet.