Calve-Legg-Perthes sygdom, børn

Bisgaard, Anne-Marie, læge                      

 Hvad er Calve-Legg-Perthes sygdom ? 

 

 Calve-Legg-Perthes sygdom er en knoglesygdom i hofterne almindeligvis hos drenge i 4 - 9-års alderen. Ledhovedet på den lange lårbensknogle går nærmest i opløsning i en periode. Dette er en proces, hvor der ikke er bakterier involveret. Symptomerne kommer snigende og kan vare i månedsvis for derefter langsomt at forsvinde af sig selv. 

 
 

 Hvem kan få Calve-Legg-Perthes sygdom ? 

 

 Det ses især hos drenge i 4 - 9-års alderen. Hos 10 % af patienterne er det begge hofter, der er involveret. 

 
 

 Hvilke symptomer ses ved Calve-Legg-Perthes sygdom ? 

 
  •  Symptomerne ved Calve-Legg-Perthes sygdom kommer som regel langsomt. 
  • Børn, der ellers har været gode til at gå ture, kan pludselig ikke følge med og bliver trætte.
  • Barnet klager måske over smerter i hoften eller knæet. 
  • Barnet vil i perioder måske slet ikke støtte på benene.
  • De har især problemer med at rotere benet udad. 
  • Nogle børn, især mindre børn, kan have svært ved at give udtryk for smerter i leddene. De begynder pludseligt at gå underligt, haltende eller vraltende. 
 
 

 Hvordan smitter Calve-Legg-Perthes sygdom ? 

 

 Der er ingen bakterier eller andre mikroorganismer involveret i sygdommen. Det er ikke en smitsom tilstand. 

 
 

 Hvordan behandles Calve-Legg-Perthes sygdom ? 

 

 Diagnosen stilles ved røntgenbilleder af hoften. Der findes ingen speciel behandling til børn med denne lidelsen. I dag ved man, at den går over af sig selv, og at resultatet bliver ligeså godt, hvis man lader børnene gå på det syge/de syge ben, som hvis de aflaster totalt. Derfor siger man til forældre, at børnene må gå så meget de kan og har lyst til. På lange ture for eksempel med børnehaven anbefaler man at medbringe en klapvogn, som kan bruges ved behov. 

 
 

 Prognose 

 

 Calve-Legg- Perthe er en godartet sygdom. Efter noget tid begynder knoglen at vokse normalt igen. Det kan være en sygdom som barnet er påvirket af i måneder og nogle gange i flere år.
Prognosen er oftest god for at der ikke kommer senfølger. Risikoen er, at væksten af den syge hofte bliver påvirket så knoglen (lårbenet) ikke vokser så godt som den modsidige raske. Resultatet bliver så en lidt forskellig benlængde. På langt sigt er risikoen også at barnet som voksen kan udvikle slidgigt i hoften, fordi lårbenshovedet ikke er så rundt og glat som før sygdommen og derfor slides skævt.