Hvad er demens? 

 Ordet demens bruges om ændringer i nogle psykiske funktioner, der har med det forstandsmæssige at gøre, specielt tankevirksomheden, hukommelsen og personligheden. Ændringerne skyldes sygdom eller aldersforandringer i hjernecellerne, og man ser ofte, at der med stigende alder forekommer lette tegn på demens. Om diagnosen så også bliver stillet vil afhænge af , om der kommer væsentlige sociale, følelsesmæssige eller adfærdsmæssige forstyrrelser som en følge af forandringerne i hjernen. 

 Sygdomsrisiko. 

 Risikoen for sygelig demens stiger altså med alderen. Omkring 2% i aldersgruppen 65-70 år frembyder tegn på den særlige Alzheimer-demens, medens tallet stiger til omkring 20 % hos personer over 80 år, og man mener, at der i denne aldersgruppe er yderligere 2-3 gange så mange personer med lettere symptomer. Selvom den gennemsnitlige levealder i Danmark har været ret uændret i en årrække, er der sket betydelige ændringer i fordelingen på aldersgrupper, og antallet af meget gamle er stærkt stigende, hvilket medfører, at stadig flere kommer i den farlige alder. 

 Hvornår er det normalt at huske dårligt? 

 Hos de fleste ældre forekommer der en vis reduktion i korttidshukommelsen, et nedsat psykisk tempo og en ændring i personligheden i retning af tiltagende forsigtighed, stædighed og en tilbøjelighed til at holde sig væk fra sociale begivenheder. Nogle forskere skelner mellem en fysiologisk og en sygelig hukommelsessvækkelse. Ved den første har man svært ved at huske de enkelte dele af en større helhed, f.eks. navne, tid eller sted for en begivenhed, men man oplever ofte, at det glemte senere dukker op igen og falder på plads, medens man ved den sygelige hukommelsessvækkelse glemmer væsentlige ting fra den nyeste tids begivenheder og specielt pointerne - det, der var væsentligt og betydningsfuldt, og det kommer desværre ikke tilbage af sig selv. Man er altså ikke dement, bare fordi et navn eller et telefonnummer smutter væk for en tid. 

 Hvordan ser symptommønstret ud? 

 Mange symptomer er en direkte følge af en hjerneskade, men der forekommer også en række reaktioner af psykologisk art. Den demente patient bliver ængstelig og bekymret over sin situation, og han kan reagere med panisk angst- en helt uforudseelig katastrofereaktion-, hvis han møder nogle omstændigheder, som han ikke kan overskue.

I de tidlige stadier ser man et gradvis tab af hæmninger og sociale færdigheder, og patienten kommer lettere end sædvanligt i affekt eller måske endda i konflikt med sine omgivelser.

Efterhånden indskrænkes hans interesseområde, tankegangen bliver langsom, og hukommelsen begynder at svigte, især når indprentningsevnen påvirkes. I dette stadium prøver patienten ofte at dække over sine defekter, f.eks. ved at undgå de belastende situationer, eller han finder på forklaringer og undskyldninger, som ganske vist er grebet ud af luften, men som måske lyder umiddelbart sandsynlige.

I den fremskredne demens kommer der ofte svære taleforstyrrelser (afasi) og vanskeligheder ved praktiske opgaver, eksempelvis påklædning (apraksi): Det slutter med urenlighed og måske total hjælpeløshed. 

 Hvordan viser hukommelsesforstyrrelsen sig? 

 Der er ofte en vis regelmæssighed i udviklingen: Den demente patient har til at begynde med svært ved at genkende personer og genstande, og det hænder af og til, at han mister orienteringen med hensyn til tid og sted. Han ved pludseligt ikke, hvor han er eller hvorfor. Derefter kan der optræde situationer, hvor han fejltyder sine sanseindtryk og tydeligvis sammenblander fantasi og virkelighed, og det kan give anledning til vrangforestillinger, hvor han mener at blive forfulgt eller bestjålet. Særligt foruroligende er nok de kortvarige hukommelsessvigt, hvor patienten ikke blot farer vild , men også har glemt navn og adresse.

Hukommelsesændringerne er betydningsfulde, når man skal stille en diagnose. Forstyrrelser i korttidshukommelsen - evnen til at lære nyt stof - kan f.eks. påvises ved, at patienten forgæves prøver at huske tre nævnte genstande efter fem minutters forløb, medens ændringer i langtidshukommelsen - tab af den tidligere erhvervede viden - kan afsløres ved spørgsmål om mere personlige forhold: Hvad skete der i går? Hvor er du født? Hvad har du lavet tidligere? eller om almindelige kendsgerninger: Hvad hedder Dronningen? Hvem er egentlig statsminister p.t.?
 

 Hvordan påvirkes tankegangen? 

 Den demente patient får tiltagende svært ved at fastholde det væsentlige i en samtale, og han udtrykker sig ofte i tomme fraser. Det er tydeligt, at han ikke er i stand til at følge med i et samtaleforløb med nye ideer eller abstrakte formuleringer, og man får indtryk af, at han bliver hængende i sin egen rille, men samtidigt kan man konstatere en vis irritabel uligevægt overfor samtalepartneren. I slutfasen bliver patientens tankegang helt usammenhængende, og han mister orienteringen, også med hensyn til sin egen person. Forandringer i evnen til abstrakt tænkning kan påvises ved ret simple undersøgelser af sprogforståelsen, ligesom patientens dømmekraft kan vurderes ved hjælp af spørgsmål om familiære og arbejdsmæssige problemer. 

 Hvordan påvirkes personligheden? 

 Man siger, at demens kan forstærke tidligere kendte personlighedstræk: den nærige bliver gerrig, den sure arrig. Kontrollen med egen adfærd svækkes, og der kan forekomme blufærdighedskrænkelser eller en overraskende tilbøjelighed til at fortælle uartige historier. Man ser også en følelsesmæssig letbevægelighed, f.eks. som en ukontrollabel grådtendens, når fjernsynsprogrammer anslår de sentimentale strenge.

Ændringer i stemningslejet kan give anledning til vanskeligheder med diagnosen, idet en depressiv forstemning kan være en følge af patientens oplevelse af forfald, men også i sig selv være en årsag til et dårligt funktionsniveau. I nogle tilfælde kan det være fornuftigt at gøre et forsøg med antidepressiv behandling, og ikke helt sjældent har man så kunnet glæde sig over, at de intellektuelle funktioner blev meget bedre, når stemningslejet igen blev normalt. 

 Hvad skyldes demensen? 

 Den direkte årsag til demensen er forandringer i hjernecellerne eller i hjernens støttevæv, de såkaldte glia-celler, men disse forandringer kan så igen være udløst af en række faktorer: hjernesvulster, blødninger, forgiftninger, betændelsestilstande,( f.eks. AIDS eller Creutzfeld-Jacobs sygdom) vitaminmangel, ulykkestilfælde med hjerneskader, forkalkninger i hjernens pulsårer, misbrug af medicin, narkotika eller alkohol. I mange tilfælde er der tale om såkaldte degenerative forandringer med en langsomt fremadskridende udvikling af særlige inaktive strukturer inde i cellerne, og disse sygdomme kan være arveligt betingede. 

 Hvilke demenssygdomme findes der? 

 Den hyppigste demenssygdom er Alzheimers, som karakteriseres ved en snigende indprentnings-svækkelse, der ledsages af initiativløshed, periodisk desorientering, gangforstyrrelser, talebesvær og eventuelt et såkaldt beskæftigelsesdelir, hvor patienten i timevis beskæftiger sig med helt meningsløse aktiviteter.

Den såkaldte multiinfarktdemens er den næsthyppigste demensform. Den udvikler sig skubvis i tilslutning til mindre blødninger eller blodpropper i hjernen og karakteriseres ved akut indsættende hukommelses-besvær, taleforstyrrelser og vanskeligheder med praktiske gøremål. Symptomerne varierer meget i styrke og kan i nogle tilfælde aftage igen.

Fremadskridende demens pga. betændelsestilstande i hjernen har fået en særlig interesse i de senere år, dels som følge af AIDS, der kan give anledning til tilfælde af snigende demens med voldsom passivitet og depressiv forstemning, dels ved de spredte tilfælde af Jacob-Creutzfelds sygdom i relation til kogalskaben. Hos mennesker fører denne virus til en række svære forstyrrelser i centralnervesystemet kombineret med en hurtigt udviklet demens.

Demenstilstande pga. forgiftninger, hjernesvulster og blødninger, incl. følgerne efter ulykkestilfælde, er relativt hyppige, og får ofte et særligt præg, afhængigt af skadernes lokalisation. Diagnosen er vigtig , fordi man af og til ved en behandling kan stoppe den dementielle udvikling, for eksempel ved neurokirurgiske indgreb. 

 Hvad skal man undersøge? 

 Hvis der forekommer forstyrrelser i sanseapparatet, f.eks. syns- eller balanceforstyrrelser, eller vanskeligheder ved at tale og at gå normalt, kombineret med besvær med at huske, bør man søge læge snarest for at blive undersøgt, og dette gælder især, hvis forandringerne er kommet pludseligt eller udvikler sig meget hurtigt. Der kan foreligge en tilstand, som kræver hurtige indgreb, f.eks,. en blødning eller en svulst i hjernen. Det bliver så lægens opgave på grundlag af sygehistorien at vælge de undersøgelsesmetoder, der kan lede frem til den rette diagnose.

Enkelte steder i Danmark er man i gang med at opbygge særlige demensklinikker, hvor man gennemfører fornuftige undersøgelsesprogrammer og tilrettelægger både akut og mere langsigtet behandling.

Man udfører altid en neurologisk undersøgelse, hvor alle nervesystemets funktioner afprøves, og denne kliniske vurdering suppleres ofte med undersøgelser af hjernens elektriske aktivitet (EEG) og forskellige former for scanning, hvor man udnytter de store computeres muligheder for at danne billeder af hjernens opbygning og funktion. En omfattende psykologisk testning kan også give væsentlige oplysninger om sygdommens art og sværhedsgrad.

Efter lægens skøn kan det også ofte være nødvendigt at gennemføre undersøgelser af patientens kredsløbsfunktioner og af blodets biokemi, specielt til afklaring af forstyrrelser i hormonsystemerne. 

 Hvordan behandles demens? 

 En bagvedliggende sygdom skal naturligvis behandles så effektivt som muligt, men selve den intellektuelle reduktion er det desværre vanskeligt at ændre på. I de seneste år har man fået forskellige former for medicin med virkning på hukommelsessvigt, og det kan være værd at forsøge, om en begyndende demens vil kunne bremses med disse præparater, men såvel indikationsstilling som behandlingskontrol bør ligge i hænderne på erfarne læger, helst i demensklinikker. En optræning af hukommelsesfunktionerne kan ofte være værdifuld. Når en demens er kommet ud over det første stadium, kræver det en stor indsats at have patienten i hjemmet, og det kan i den forbindelse være meget værdifuldt at søge støtte og gode råd i Alzheimer-foreningen. Ofte vil en plejehjemsanbringelse blive nødvendig på et tidspunkt i forløbet af en demens-sygdom. 

Relevante emner

 Alzheimers sygdom 

 Depression