Kan børn og unge have depressioner ligesom voksne? 

 De sidste mange årtier har depressionssygdomme eller ”sjælelig nedtrykthed” været almindeligt og bredt anerkendt som én af de hyppigste voksenpsykiatriske sygdomme. At tilsvarende depressionssygdomme forekommer hos unge og måske især børn, har imidlertid knapt haft så lang almindelig anerkendelse. Det kan der findes mange forklaringer på. Først og fremmest er børn og unge ikke små og store kopier af voksne, men derimod individer i stadig fysisk, mental og social udvikling, afvigelser hos således ikke færdigudviklede personligheder kan det derfor være rimeligt at tolke varsomt. Den viden vi har i dag om depressionssygdomme hos børn og unge bygger på videnskabelige undersøgelser. Nogle undersøgelser omfatter analyser af allerede eksisterende registre, mens andre er tættere på det enkelte menneske, f.eks. når man ønsker at følge udviklingen af en sygdom over år. Både barnet/den unge selv samt forældrene skal være informeret og have sagt ja, for at kunne deltage i videnskabelige undersøgelser.
Hvor unge, som udvikler depression, kan have symptomer ligesom voksne, har børn, og især de yngre, ofte mere uspecifikke symptomer som f.eks. mave- eller hovedpine, angst for adskillelse fra forældrene. eller anden ændret adfærd. Det er oftest de nærmeste omgivelser (forældre, daginstitution, skole, fritidsordning m.v.) som udtrykker bekymring, men i nogle tilfælde når barnet eller den unge desværre selv at vise, at tilværelsen er blevet for ulidelig: afmagten kan i sidste ende resultere i tanker og forsøg på at tage sit eget liv.
Disse forskelle til trods, er der i dag bred enighed om, at både børn og unge kan udvikle behandlingskrævende depression. 

 Symptomer 

 De typiske depressionssymptomer omfatter foruden nedtrykthed nedsat lyst/ interesse, nedsat energi/øget træthed, nedsat selvtillid/selvfølelse, selvbebrejdelser/skyldfølelse, tanker om død eller selvmord, tænke-/koncentrationsbesvær, hæmning eller agitation, søvnforstyrrelser, appetit/vægtændring og andre uspecifikke symptomer, som omtalt i forrige afsnit.
Ganske ofte viser det sig, at de, som henvises til børne- og ungdomspsykiatrien for depression, har symptomer på mere end én psykiatrisk sygdom; det kan eksempelvis dreje sig om en spiseforstyrrelse, tvangstanker og/eller tvangshandlinger, som behandlingen jo så også må rette sig imod. 

 Behandling til hvem? 

 Børn og unge med alvorlige depressionssymptomer kan henvises til specialistbehandling (børne- og ungdomspsykiatere) via praktiserende læger (egen læge), sygehusafdelinger og ofte også andre instanser som Psykologisk, Pædagogisk Rådgivning (PPR; knyttet til skoler og daginstitutioner m.m.), kommunale sagsbehandlere og andre. Befolkningsundersøgelser peger på, at langt flere børn og unge lider af depression, end de som henvises til børne- og ungdomspsykiatrien, og en del af disse behandles af praktiserende læger og psykologer, kommunale og amtslige behandlingsinstitutioner og andre offentlige og private behandlere. 

 Diagnoser 

 I Danmark stiller vi diagnoser efter verdenssundhedsorganisationen WHO`s kriterier (Internantional Classification of Diseases, version 10 = ICD 10), og her finder man hovedparten af depressionssygdommene i afsnittet ”affektive sindstilstande”, som omfatter sindslidelser og tilstande, hvor den fundamentale forstyrrelse er forandring i stemningslejet. Depressionerne beskrives her efter varighed: enkeltepisoder, tilbagevendende (episodiske) eller kroniske, samt i sværhedsgrader: lettere, moderate og svære. Depressionerne kan også optræde på skift sammen med maniske tilstande (forhøjet stemningsleje) i form af manio-depressive tilstande (såkaldt bipolare affektive sindslidelser) De kroniske tilstande omfatter cyklothymi (vedvarende stemningsomsvingninger i begge retninger) og dysthymi ( vedvarende eller hyppigt tilbagevendende depressiv forstemning). Der stilles også enkelte andre depressionsdiagnoser efter ICD 10 i afsnit, som specielt omhandler børn, bl a kombineret adfærdsforstyrrelse/depression. 

 Hvor mange børn og unge rammes af depression, og hvem? 

 Forskellige populationsstudier, studier af forekomst/hyppighed af depression i den almindelige befolkning, har vist, at mellem 0,4% og 2,5% af børn (svarende til mellem 1 ud af 250 og 1 ud af 40) og mellem 0,4% og 8,3% unge (svarende til mellem 1 ud af 250 og 1 ud af ca. 12) rammes af depression For børns vedkommende er hyppigheden lige stor for piger og drenge. For de unges vedkommende er forholdet som for voksenalderen: dobbelt så mange kvinder som mænd rammes. Årsagen til denne kønsforskel er ikke kendt, men både genetisk/biologiske og miljømæssige/ opdragelsesmæssige forskelle har været foreslået. Der er dokumentation for at børn af voksne med depressionssygdom har en forøget risiko for at udvikle depression. 

 Depressionernes naturlige forløb 

 Ubehandlet, har depressive episoder vist sig gennemsnitligt at vare mellem 7 og 9 måneder, og 1½ til 2 år efter symptomstart er 90 % af depressionerne klinget af. Risikoen for at udvikle en ny depressiv episode er til gengæld stor, op til 70% indenfor en 5 års periode, ligesom der også er øget risiko for udvikling af en manisk episode. 

 Hvorfor behandling, når symptomerne som regel klinger af før eller siden? 

 Børn og unge har naturligvis, ganske som voksne, krav på og ret til behandling for en lidelse, som er behandlelig. Risikoen for at udvikle en ny depression er som nævnt stor, og børn og unge, som rammes af depression mister vigtig tid: de for alderen naturlige udviklingsudfordringer kan ikke mødes med de vanlige kræfter, hvilket selvsagt kan forværre problemerne. 

 Behandling 

 I: Information og samtaleterapi/psykoterapi:
Information er vigtig; forældrenes forståelse og støtte er afgørende for de yngste. Familieterapi kan yde støtte til både barnet, dets forældre og søskende. For de unges vedkommende vil tilbuddet ofte være individuel terapi eller gruppeterapi (sammen med andre unge), men også her er forældrenes støtte vigtig.
Formålet med de forskellige former for psykoterapi er under alle omstændigheder at give barnet/den unge bedre mulighed for at mestre de vanskeligheder i livet, som sygdommen fører med sig, under hensyn til den enkeltes alder og udviklingstrin.
Og forældrene fortæller ikke sjældent om sorg og afmagt, om usikkerhed i forhold til den syges søskende og mange andre bekymringer, noget som gør, at man ofte må sætte den samlede families trivsel i fokus. Ud over familieterapi, kan der være tilbud om forældregrupper, hvor man kan møde andre forældre med tilsvarende problemer. Det kan være hensigtsmæssigt at støtte barnet/den unge i skole/fritidsordning m.v., eksempelvis ved at der stilles færre skolemæssige krav i en periode.
Mange børn og unge, samt også deres familier, synes psykisk sygdom er noget flovt og måske ligefrem skamfuldt, og vil helst holde problemerne skjult. Det kan dog som regel vise sig betydeligt mere hjælpsomt, hvis omgivelserne, f.eks. éns klassekammerater, familie og venner, og skolelærerne kender til sagens rette sammenhæng og véd, at der er tale om en sygdom, og altså ikke noget, man kan gøre for.

II: Medicinsk behandling:
Medicinsk behandling kan blive aktuel, men aldrig stå alene. Nogle børn og unge med alvorlige depressive symptomer har været behandlet med klassisk antidepressiv medicin (såkaldte tricykliske antidepressiva) og haft god effekt, som tilfældet har været hos voksne med tilsvarende symptomer, men visse nyere typer af antidepressiv medicin har vist sig at have bedre effekt til behandling af børn og unge, og synes også at give anledning til færre bivirkningsproblemer. Som for mange andre lægemidler gælder, at der må tages hensyn til bivirkninger, altså må der i hvert enkelt tilfælde foretages en afvejning af den ønskede effekt og så bivirkningerne, som heldigvis ofte er forbigående. Det sker dog at bivirkningerne er vedvarende, og at behandlingen så må stoppes. Den ønskede effekt kan indtræde relativt langsomt, og man må regne med op til måneders behandlingstid, for at kunne afgøre om der er en effekt. Der er også børn og unge med så udtalte symptomer og hyppigt forekommende depressive (eller maniske) episoder, at forebyggende medicin må tilbydes. En sådan behandling kan være meget langvarig, da hensigten her er at forhindre symptomerne i overhovedet at opstå igen.
De mest syge bør tilbydes medicinsk behandling for at lindre symptomerne. Støttende samtaler eller anden samtaleterapi er imidlertid nødvendig sideløbende behandling til børn og unge med alvorlig depressionssygdom, ikke mindst på grund af risikoen for selvmordsforsøg/selvmord. 

 Kilder: 
Birmaher, Ryan m fl: Childhood and Adolescent Depression: A Review of Past 10 Years. Part I. Journal of American Academy of Child and Adolescence Psychiatry, 35:11, november 1996.
A-L von Knorring: Depressioner hos barn ock ungdomar. Nordisk Medicin nr 8 oktober 1996.