Elektiv mutisme er en meget sjældent forekommen psykisk lidelse. Der er tale om promiller af en børnebefolkning. 

Det drejer sig om en følelsesmæssigt bestemt stumhed, som kun viser sig udenfor familiens rammer. Barnet – for det er altid et barn – taler ofte meget derhjemme, men slet ikke i børnehave eller skole. Når man taler om elektiv mutisme, er det stumhed, som har varet mindst en måned og ofte i årevis. Den forekommer hyppigst i 5 - 8 års alderen og hyppigst hos piger.

Et elektivt mutistisk barn har tit et meget nært forhold til sin mor, som også selv har været, eller er genert og tilbageholdende. Forældrene fortæller tit, at barnet derhjemme er ”svært at styre”, men samtidig også noget ængsteligt anlagt. Forældrene kan også fortælle, at adskillelse fra moderen har været mere vanskelig end for andre børn, og at barnet har været i stand til at holde på sin mor med vedvarende gråd. Dette har været begyndelsen til en meget styrende og klyngende adfærd, der senere altså har ført til vedvarende tavshed udenfor hjemmet. Barnet har fået en usmidig måde at tilpasse sig verdenen og dens krav på, og det kan være svært for forældrene at håndtere, fordi de både fornemmer barnets ægte angst og dets evne til at styre.

Mange af disse børn har, når de tager deres første skridt ud i verdnen, til samvær med andre børn og voksne, svært ved at finde et naturligt udspil. Deres lettere aparte udspil bliver afvist og børnene trækker sig endnu mere tilbage til noget, de oplever som sikkerhed: Tavshed. Ofte har de et tilsyneladende kontaktfuldt smil og kan kommunikere med fagter, sådan at deres mest presserende behov bliver dækket, uden at de kommer til at afsløre sig ved at gå ind i en gensidig kommunikation. 

 Behandling 

 Behandling af lidelsen er vanskelig og vil i langt de fleste tilfælde kræve professionel assistance fra psykolog eller børnepsykiater.

Mange forskellige former for psykologisk behandling er tænkelig. 

Langvarige psykoanalytisk orienterede, individuelle behandlingsforløb, suppleret med familiearbejde, kan til tider være meningsfulde og nødvendige, men sådanne behandlingsforløb er i Danmark udenfor de flestes rækkevidde, idet det offentlige system yderst sjældent har ressourcerne, og privat praktiserende psykologer kan være meget krævende for almindelige forældre at betale.

Der er beskrevet medicinsk behandling af børn med elektiv mutisme, men der er enighed om, at dette bør være en sidste udvej – der bør være forsøgt psykologisk behandling, og selv når medicinsk behandling overvejes, bør den forudgås, følges og efterbehandles psykologisk.
Behandlingen er meget vigtig, fordi børn, der går gennem institutioner og skoler uden at åbne munden, naturligvis får meget mindre ud af de tilbud, der gives, end andre børn. 

Det skal understreges, at børn med elektiv mutisme oftest er normalt begavede, men ubehandlede kan få svært ved at klare ret meget i skolen.

Ofte er det sådan at disse børn med deres ængstelige udstråling, kan få mange til at mene, at man ikke må presse dem. Det man glemmer er, at børnene i en række sammenhænge faktisk er meget styrende og har brug for solidt kærligt modspil. 

 Hawthornmetoden 

 Denne behandling har været i brug i lang tid i Hawthorncenteret i Michigan, Canada og med meget gode resultater. Metoden indebærer et kærligt, men langvarigt pres på barnet, der i sin essens blot består i, at terapeut og barn forbliver sammen i et rum, indtil barnet siger blot et enkelt ord eller to. Der kan tegnes og leges i forløbet.

Dette kan tage timer, og det er væsentligt, at barnet oplever sig i trygge hænder – samt at terapeuten kan udholde barnets indledende modstand. Barnet og forældrene kender fra starten planen, og forældrene har accepteret den.

Når barnet efter nogle gange er blevet i stand til at snakke tvangfrit med terapeuten, er det vigtigt, at klasselæreren deltager i nogle sessioner, fordi hun/han skal lukkes ind i det rum, hvor barnet taler.

Afslutningsvis skal der på barnets skole etableres særlige lærer/barnordninger, således at barnet lidt efter lidt taler, ikke kun med sin lærer, men efterhånden også med 1, 2, 3, 4 børn. 

 Hvad kan forældrene gøre ? 

 Forældre kan støtte deres barns modningsproces ved at give klare retningslinier og stille relevante krav – ikke om at tale, for det gør barnet jo allerede derhjemme, men med hensyn til almindelig adfærd, som for eksempel at klæde sig på, sidde ved spisebordet, hjælpe med oprydningen etc.

De færreste forældre søger professionel hjælp før problemet bliver langvarigt og vanskeligt at behandle. Jo før der søges professionel hjælp, jo lettere er det at gøre noget ved det. 

 Litteraturhenvisninger: 

 Brix Andersson C., Hove Thomsen P. Elective Mute Children: An analysis of 37 Danish cases. Nord. Journal of Psychiatry, 52/3 1998, 231 - 237.
Wright, H.H., Miller, MD., Cook, M.A. & Lihman, J.R. (1985). Early identification and intervention with children who refuse to speak. J. Am. Acad. Child Psychiatry, 24: 739 - 746.
Lesser-Katz, M. (1988). The treatment of elective mutism as stranger reaction. Psychotherapy. Vol. 25/1988/2: 305 - 313.
Wright, H.H., Miller, MD., M.B.A., Cuccaro, M.L., Ph.D., Leonhardt, T.V., Ph.D., Kendall, D.F., MD., Anderson, J.H., M.S.W. Case study: Fluoxetine in the Multi-modal Treatment of a Preschool Child with Selective Mutism. J. Am. Acad. Child Adolesc. Psychiatry 34: 7, 1995: 857 - 862.
Dummet, E.S., Klein, R.G., Tancer, N.K., Asche, B., Martin, J. Fluoxetine treatment of children with selective mutism: An open trial. J. Am. Acad. Child Adolesc. Psychiatry 1996, 35: 615 - 621.
Thomsen, P.H., Rasmussen, G., Brix Andersen, C. Elective mutism: A 17 year old girl treated succesfully with citalopram. Nord. J. Psychiatry, Vol. 53, nr. 6. 1999: 427 - 429.
Krohn, D.D., MD., Weckstein, S.M., MD., Wright, H.L., MD. A Study of the Effectivenes of Specific Treatment for Elective Mutism. J. Am. Acad. Child Adolesc. Psychiatry, 31:4, 1992: 711 - 718.