•  Tordenvejr - lyn - stormvejr.
• Vand – det at gå på toilettet, tage brusebad, eller bade i poolen.
• Dyr – edderkopper, slanger, hunde.
• Små lukkede rum – skabe, tunneller, elevatorer.
• Fremmede mennesker.

 Mens vi hos voksne ikke rigtigt kan forstå eller acceptere disse fobier 
(fobier græsk og betyder flugt - frygt), kan vi bedre indse, at det kan være naturligt for børn at være bange. Hvordan skal de f.eks. kunne vide: 

•  At tordenvejret går over igen?
• At man ikke kan blive skyllet ud i toilettet eller blive suget ud gennem afløbet i bruseren?
• At hunde som regel ikke bider – i hvert fald ikke, hvis man er i et andet hus end dem?
• At man ikke bliver væk, selvom man bliver låst inde i et skab.
• At fremmede mennesker, som hovedregel, ikke er ude på at tage dem væk. 

 Set med et normalt barneøje kan det være fornuftigt at være forsigtig. Men efterhånden som barnet vokser, og forældrene og andre voksne forklarer, at der ikke er noget at være bange for, skal angsten helst gå væk. De fleste børn er vokset fra de fleste fobier, når de når skolealderen. 

 Social fobi 

 Social fobi kaldes også for social angsttilstand og forekommer hos ca. 1% af børnene.

Alle børn har en periode i 1-2 års alderen, hvor de reagerer afvisende overfor fremmede personer. Bliver barnet ved med at være angst for fremmede og isolerer sig som følge heraf, kaldes det for en social fobi.

Det er ikke kun voksne fremmede barnet reagerer på. Det kan også være kammeraterne, og så bliver barnet ensomt. Nogle børn er ikke sammen med andre børn af andre grunde f.eks. hvis de har en gennemgribende kontaktforstyrrelse som Aspergers sygdom eller Autisme. Disse børn foretrækker ofte at være alene. Men det socialfobiske barn vil gerne - og har tidligere været glad for kontakt til andre børn. Det bliver psykisk forpint og får angstsymptomer eller depression som følge af fobien.

Det socialfobiske barn skal hjælpes med trygge omgivelser og forsigtig støtte til øget samvær. 

 Skolefobi 

 Skolefobi kaldes det, når børnene ikke vil i skole.

Nu må du ikke tro, at dit barn har en skolefobi, fordi det i en periode ikke gider gå i skole. Især store børn er sommetider skoletrætte. Men de små børn skal helst være glade for deres skole. Er de ikke det, må du undersøge følgende: 

•  Er der nogen, der driller eller mobber dem på skolen? I så fald tal med læreren og de andre forældre om det.
• Kan barnet ikke følge med? Det er måske ordblindt og skal have specialundervisning. Eller det kan ikke se eller høre ordentligt og skal undersøges af lægen ? Stiller læreren for store krav ? Igen - tal med læreren og de andre forældre om det.
• Er barnet bange for at gå hjemmefra, fordi det er bekymret for, hvordan du skal klare det? Måske har I haft det svært, eller du går og er lidt deprimeret, måske drikker du lidt for meget? Den slags er børn meget gode til at fornemme. Så for jer begges skyld – Tal med nogle andre voksne om det. 

 Ofte er det den tidligere omtalte separationsreaktion, som ligger til grund for skolefobien Men måske kan du ikke finde nogen årsag til barnets adfærd? Så må du prøve at støtte det i at komme i skole alligevel. Har du først bestemt dig, så går barnet også afsted.

Nogle børn har skolefobi som led i en psykisk sygdom. Det kan være en depression eller en psykoselignende tilstand. Det kræver behandling hos en psykolog eller læge, som ofte vil henvise videre til en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Her kan et famliebehandlingsforløb, hvor man f. eks. kommer en gang ugl. komme på tale. En 8-12 ugers indlæggelse til observation kan også være nødvendig. Så bliver barnet til gengæld også grundigt undersøgt med lægeundersøgelse, psykologisk undersøgelse, skoleundersøgelse, talepædagogisk undersøgelse, fysioterapeutisk undersøgelse m.v. Efter indlæggelsen kommer en anbefaling af hvilket specielt skole eller behandlingstilbud, som barnet kan have brug for i flere år. Det er meget vigtigt med denne tidlige indsats, da hele barnets personlighedsmæssige udvikling ellers kan tage alvorligt skade. 

 Hvorfor får nogle børn fobier? 

 Freud beskrev en sygehistorie med en lille dreng Hans. Hans var meget bange for heste – han havde en fobi ! Det var ikke så godt, for på den tid – i begyndelsen af det 20. Århundrede - var der mange heste og hestevogne i Wien, hvor den lille dreng boede. Ved en nøjere undersøgelse og samtale med barnets fader, viste det sig, at den lille drengs angst havde forbindelse med det, Freud kaldte kastrationsangst. Drengen var forelsket i sin mor og begærede hende også seksuelt; men han var samtidig bange for at faderen, hvis denne fik det af vide, ville blive vred og kastrere ham. 

Om, alle fobier har en sådan ubevidst konflikt som årsag, er ikke sikkert. Formentligt skyldes fobier en blanding af arvelige, biologiske og psykologiske forhold. Vigtigst er det, at tale med barnet og forklare, at det er i orden at være bange, men at der måske ikke er noget rigtigt at være bange for. Forældrene holder af og skal nok passe på barnet. 

 Litteratur: 

 Freud S. Lille Hans. København. Hans Reitzels Forlag 1983.

Psykiske sygdomme og problemer hos børn og unge. Per Hove Thomsen et all . Psykiatrifonden 1999.