I 1842 sad en italiensk læge og gennemså dødsattester over kvinder i Verona, der var døde af kræft i livmoderen. Han opdagede, at denne kræftform var hyppigere blandt gifte end blandt ugifte, og at den praktisk taget ikke forekom hos nonner.
Disse overraskende fund er siden blevet bekræftet i mange andre undersøgelser. Det er ikke kræft i livmoderhulen, men i livmoderhalsen, det gælder. Den højeste forekomst af denne sygdom findes hos prostituerede.
Der er en tydelig sammenhæng mellem kvinders seksualliv og deres risiko for at få livmoderhalskræft. Jo tidligere en kvinde begynder at have samleje, og jo flere partnere hun har haft, desto større er hendes risiko.
Også antallet af børn, hvor tidligt første graviditet opstod og antallet af ægteskaber spiller statistisk ind. Men store analyser af materialerne har vist, at det mest afgørende synes at være, hvor mange forskellige mænd kvinden har været i seng med.
Der opdages nu mellem 500 og 600 nye tilfælde af livmoderhalskræft årligt i Danmark. Midt i 1960'erne var tallet helt oppe på omkring 900, men det er faldet, fordi de store folkeundersøgelser med celleprøver afslører mange forstadier.
Dem kan man nå at behandle, inden de udvikler sig til egentlig kræft. Der behandles årligt her i landet cirka 5.000 kvinder med forstadier.
Der er en afgørende mandlig faktor i kvindens udvikling af livmoderhalskræft. I latinamerikanske lande er der en høj forekomst af sygdommen, og det forklares ved, at mændene hyppigt bruger prostituerede. De bringer et eller andet med hjem til deres kone, så hun bliver syg,
Man mente engang, at omskårne mænd ikke så let gav deres kone livmoderhalskræft. Sygdommen er for eksempel ikke så almindelig blandt ortodokse jøder. Men nu tror man mere på, at det er visse ritualer (vask af penis, undladelse af samleje i visse af månedens dage), der er årsagen. En ren penis er ikke så farlig.
Antagelig er det et virus fra penis, der smitter kvinden og er medvirkende til, at hun lettere får kræft. Meget tyder på, at det er HPV-virus (humant papilloma virus) der er medvirkende årsag. Det findes i mange typer, hvoraf nogle menes at være medvirkende til kræft, mens andre giver kønssygdommen kondylomer.
|
Livmoderen har facon som en pære. Spidsen af "pæren" rager et stykke ned i den øverste del af kvindens skede. Indgangen til livmoderen sidder i spidsen, og herfra går der en kanal livmoderkanalen - op til livmoderhulen.
Det er livmoderens nedre, meget smalle stykke, der kaldes livmoderhalsen. Kræften kan her enten sidde udenpå, så lægen kan se den i skeden, eller inde i livmoderhalskanalen.
Det symptom ved livmoderhalskræften, der hyppigst bringer patienterne til læge, er blødning fra skeden. Enten kommer der blod i perioden mellem to menses, ved samleje, eller også optræder der ny blødning hos kvinder, der er kommet i overgangsalderen, og hvis menstruationer var helt ophørt.
Der er som regel ikke tale om ret meget blod. Måske kommer der en lille plet blod på trusserne eller et par dråber efter samleje. Men det er absolut nok til, at kvinden skal gå til sin læge !
Et andet symptom, der kan være det første tegn på livmoderhalskræft, er udflåd fra skeden, oftest tilblandet lidt blod.
Først senere, når sygdommen begynder at brede sig, kommer der smerter, stinkende udflåd og forstyrrelse af urinblærens eller endetarmens funktion. I de senere stadier er der almensymptomer som træthed, appetitløshed og vægttab. Til sidst kan sygdommen brede sig til fjerntliggende organer som lever, lunger, tyktarm og knogler og give symptomer herfra.
Enhver uregelmæssighed ved underlivet, der ikke tidligere er lægeundersøgt og har fået en beroligende forklaring, bør få kvinden til at konsultere sin læge.
Langt de fleste tilfælde af uregelmæssige blødninger og udflåd har godartede årsager. Men det må kvinden ikke slå sig til tåls med, før hun har sin læges ord for det. Det er nemlig meget vigtigt, at en eventuel livmoderhalskræft kommer så tidligt som muligt under behandling.
Sygdommen kan hurtigt udvikle sig fra et stadium, hvor helbredelsesprocenten er meget høj, til et stadium, der er sværere at få bugt med.
|
Alle amter i Danmark tilbyder screening mod livmoderhalskræft. Det foregår ved at man tager en celleprøve fra livmoderhalsen, og denne prøve undersøges i et mikroskop for celler der er forstadier til kræft eller som er egentlige kræftceller.
Flere af de kvinder, der søger læge for underlivssymptomer, får også taget en biopsi (vævsprøve) til mikroskopisk undersøgelse. Det tager mange desværre som tegn på, at de har kræft.
Men det er en forfejlet indstilling. Meningen med en biopsi er at fastslå præcist, hvilken sygdom, der er på spil. Vidste man i forvejen, at det var kræft, var biopsien unødvendig. Så kunne man i stedet straks gå i gang med behandlingen. Langt de fleste biopsier viser sig at være godartede.
Når det drejer sig om yngre kvinders livmoder, er det fortrinsvis for at udelukke eller fastslå kræft i livmoderhalsen, at der tages prøver. Det er ofte symptomer, der bringer dem til læge. Men grundlaget for mange af biopsierne i de senere år har været fundet af unormale celler ved store folkeundersøgelser.
Disse undersøgelser har især været brugt hos kvinder i 30-50 års alderen, fordi det er denne aldersgruppe, der hyppigst rammes af kræft i livmoderhalsen.
Det er symptomfri kvinder, der enten selv udtager slimprøver fra skeden med en tilsendt pipette, eller som får prøverne taget hos en læge ved en almindelig underlivsundersøgelse.
Lægen tager med en vatpind noget slim fra livmoderhalsens kanal og skraber lidt væv af livmodertappen (den del, der rager ned i skeden) med en spatel. Begge dele er smertefri.
Slimen indeholder celler fra livmoderen, og det er disse celler, der studeres under mikroskop på laboratoriet. Langt de fleste svar på disse såkaldte cytologiske prøver vil være: normale celler.
Men gennemsnitlig finder man 30-40 tilfælde pr. 1.000 undersøgte, der kræver nærmere undersøgelse. Cirka fem, af disse kvinder har et forstadium til kræft, og omkring tre har sygdommen.
Det betyder, at 20-30 af personerne, der blev indkaldt til yderligere prøver, ikke fejler noget. Det var "falske positive" prøver. På den anden side kan der også forekomme "falske negative", det vil sige kræft og kræftforstadier, der ikke afsløres ved folkeundersøgelsen.
En del af de 30-40 genindkaldte kvinder (pr. 1.000) har såkaldte atypiske celler. Det betyder, at cellerne ikke er normale; men det er heller ikke umiddelbart kræftceller. Celleforandringerne kan for eksempel skyldes betændelse.
Men disse kvinder "holdes i snor" af lægerne ved gentagne kontrolundersøgelser, indtil man med sikkerhed ved, at celleforandringerne ikke har noget med kræft at gøre. Desuden behandles den eventuelle sygdom, der er årsag til forandringerne.
Hos alle kvinder med mistænkelige cellefund er det lægernes opgave at påvise, hvad det er, der har ændret cellernes udseende, og hvor i livmoderen processen sidder.
Hertil bruges flere slags undersøgelser. Man gentager måske slimprøverne og afskrabet af livmodertappen. Ved hjælp af et såkaldt kolposkop, som er en kikkert, kan livmoderhalsens overflade vurderes og eventuelle forandringer påvises. Man kan med en tang afbide et lille vævsstykke fra mistænkeligt udseende partier af livmodertappen.
Der kan også foretages en udskrabning af livmoderen, så man i adskilte portioner får slimhinde til mikroskopisk undersøgelse fra livmoderkanalen og livmoderhulen. Det er to helt forskellige former for kræft, der kan opstå disse steder.
De indtil nu nævnte prøver kan ofte klares ambulant. Men hvis der skal foretages en såkaldt konisering (kegleoperation), bliver kvinden indlagt nogle fa dage.
Denne lille operation består i udskæring af et cylinder- eller kegleformet stykke af livmoderhalsen omkring livmoderkanalen (conus betyder kegle). Der kommer rigeligt med væv ud til undersøgelse, og syge partier fjernes dermed en gang for alle. Koniseringen foregår i helbedøvelse.
Livmoderhalsen bliver hurtigt normal efter indgrebet. Sexlivet, befrugtningsmulighederne, graviditet og fødsel påvirkes ikke af det.
Kvinder med atypiske celler skal jævnligt møde til kontrol. Det rummer en fare for, at de kan udvikle en neurose, hvis de går i konstant frygt for at få kræft. Men i virkeligheden er sådanne kvinder bedre stillet end andre, fordi de øjeblikkeligt vil komme under behandling, hvis det bliver nødvendigt, og derved har de meget fine helbredelseschancer.
Behandlingen afhænger af i hvilket stadie kræftsygdommen er i.
Den egentlige livmoderhalskræft behandles i nogle tilfælde med stråler. Det kan ske ved indlægning af et radioaktivt stof i livmoderen og ved bestråling af underlivet udefra. I andre tilfælde foretrækkes operation, hvorunder man fjerner livmoderen og eventuelt andre af de indre kønsorganer. Endelig kan der blive tale om at kombinere kirurgien og strålebehandlingen eller en kombineret stråle- og kemoterapi.
Men ligegyldigt, hvilken metode der anvendes, resulterer den i, at kvinden ikke mere kan blive gravid. Strålerne virker steriliserende, fremkalder kunstig overgangsalder og kan eventuelt tage lysten til seksualliv.
De fleste tilfælde af livmoderhalskræft opstår dog heldigvis i en alder, hvor kvinden har fået sine børn - hyppigst mellem 45 og 55 år. Men sygdommen er fundet hos kvinder lige fra 17 år til 90 år.
|
Siden 1970'erne har der været påvist en oversygelighed af kræft i livmoderhulen hos kvinder, der er blevet behandlet med det kvindelige kønshormon østrogen i og efter overgangsalderen. Men det er ligeledes vist, at hvis der også gives hormonet gestagen, nedsættes denne risiko i betydelig grad, eller måske forsvinder den helt.
Livmoderhulekræft optræder hyppigere hos kvinder, der ikke har været gravide, end hos dem, der har gennemgået flere graviditeter. Der er oftere sukkersyge, fedme og forhøjet blodtryk hos kvinder med kræft i livmoderhulen end hos andre.
Livmoderkræften udgår fra slimhinden i livmoderhulen. For 35-års alderen er sygdommen meget sjælden. Men den rammer cirka 1,5 procent af alle kvinder over 40 år - flest omkring 60-års alderen. Der opstår cirka 600 nye tilfælde årligt i Danmark, og det er mere end en fordobling siden 1943.
Uden behandling vil svulsten brede sig langs slimhinden og vokse ind i livmodervæggens muskulatur. Herfra kan den brede sig til lymfeknuder og andre væv og organer i bækkenet. Senere opstår metastaser (døtresvulster) i fjernere liggende organer som lever og lunger.
Livmoderkræften udvikler sig desværre meget snigende. Den giver ofte først symptomer på et ret sent stadium. Kvinden skal først og fremmest lægge mærke til sine blødninger. Plejer menstruationerne at være regelmæssige; men begynder der pludseligt at komme blødning uden for tiden, kræver det lægeundersøgelse.
Kvinden, der har passeret overgangsalderen, men atter begynder at bløde, bør også straks søge læge. Kræften giver sig sjældent til kende ved større blødninger, ofte drejer det sig kun om nogle få dråber blod, f.eks. efter samleje.
Hvis en kvinde ikke plejer at have udflåd, men begynder at få det i årene op til overgangsalderen eller efter denne, skal hun tale med lægen om det.
Lægen vil foretage en almindelig underlivsundersøgelse. Den varer kun få minutter og er smertefri. Måske vil han derefter anbefale en udskrabning; men det bør ikke forskrække patienten. Det er blot en ekstra sikkerhedsforanstaltning, der i de fleste tilfælde vil vise, at blødningen eller udflåddet har en godartet årsag.
I de tilfælde, hvor der påvises livmoderhulekræft, bliver der tale om kirurgisk behandling, strålebehandling eller en kombination af begge dele.
Indgrebet foregår gennem bugvæggen, der åbnes med et snit i midtlinien fra navlen og nedefter. Kirurgen fjerner hele livmoderen, begge æggeledere og begge æggestokke.
Strålebehandlingen kan gives med et radioaktivt stof, der indlægges i livmoderhulen, eller man kan give bestråling udefra.
I nogle tilfælde behandles livmoderkræft med gestagener. Det er dem, der sammen med østrogen danner den aktive bestanddel i p-pillerne. Disse hormoner kan hæmme kræftcellernes formering.
Som ved alle kræftformer gælder det også for livmoderkræften, at jo tidligere
patienten kommer under behandling, desto større er chancerne for helbredelse.
|
webdoktorportal.dk