Titel: Maveinfektion
Adresse: http://www.webdoktorportal.dk/index.php?id=456


Maveinfektion, børn

Bjerager, Mia, læge

Hvad er maveinfektion ?
Hvem kan få maveinfektion ?
Hvilke symptomer ses ved maveinfektion ?
Hvordan smitter maveinfektion ?
Hvordan behandles maveinfektion ?
Prognose

 

Hvad er maveinfektion ?

Infektioner i mavetarmkanalen forårsages oftest af virus (oftest rota-virus). Det kan dog også skyldes parasitter (f.eks. Giardia, Lamblia) eller bakterier (f.eks. Salmonella). Ved maveinfektioner kaster barnet op og/eller har diarré. Ved diarré forstås mange og hyppige vandtynde afføringer.

 

Hvem kan få maveinfektion ?

Alle kan få maveinfektioner. Det er dog meget sjældent hos spædbørn, der bliver ammet. Mavetarminfektioner er hyppige hos børn, der passes i institution.

 

Hvilke symptomer ses ved maveinfektion ?

De almindeligste symptomer ved maveinfektion er opkastninger og diarré. Oftest er dette ledsaget af feber og mavesmerter.
Man bør altid kontakte en læge hvis:

 
 
  • Barnet kun drikker ganske lidt og kun tisser små mængder urin.
  • Barnet bliver sløvt, fraværende og er svært at vække.
  • Afføringen er blodig.
  • Det drejer sig om et spædbarn.
  • Barnet har ondt i maven.
 
 

Hvordan smitter maveinfektion ?

En person med maveinfektion udskiller bakterier og virus med afføringen. Smitstoffet spredes via hænderne til legetøj, dørhåndtag og madvarer. Raske personer kan også være smittebærere. Det er derfor meget vigtigt at holde en god håndhygiejne og lære børnene at vaske hænder.
Fødevarer kan også indeholde smitstoffer og forårsage maveinfektion. Det er ikke altid, at alle personer, der spiser noget forurenet mad, bliver syge af det. Nogle er mere uheldige end andre.

 

Hvordan behandles maveinfektion ?

Den allervigtigste behandling er at sørge for, at barnet får nok at drikke. Når man har feber, diarré og opkastninger tabes en del væske, som skal erstattes. Man kan selv lave en erstatningsvæske som også tager hensyn til at barnet taber salt ved at tage 1 l vand og tilsætte en teske salt og 1 spiseske sukker. På apoteket kan man i håndkøb også købe pulver til at fremstille erstatningsvæske. Denne kan med stor fordel tilsættes noget saft. Nogle børn er ikke så vilde med den slags væsker, og så må man give barnet det, som det nu foretrækker. Ammede børn skal ammes videre og hyppigere end ellers. Spædbørn, der får erstatning, skal forsætte med deres vanlige modermælkserstatning.
Hvis barnet har voldsomme opkastninger, er det meget vigtigt at barnet tilbydes små portioner ad gangen. Brug evt. et snapseglas, æggebæger eller en ske, så barnet ikke fristes til at bælle maden i sig, derefter kaster det hele op igen. Ved lidt tålmodighed kan man faktisk give store mængder væske på denne måde. I de dage maveinfektionen varer, er det ikke så vigtigt om barnet spiser noget fast føde. De fleste syge børn spiser kun sparsomt. Kun i meget sjældne tilfælde er det nødvendigt at behandle maveinfektioner med antibiotika.

 

Prognose

Prognosen er god. Langt de fleste maveinfektioner i Danmark forløber fredeligt. Men da det er en ret smitsom tilstand er det vigtigt at tage nogle forholdsregler for at undgå smitte.
Børn med maveinfektion bør ikke sendes i daginstitution. På grund af smitten via hænderne er det vigtigt at have en god håndhygiejne og lære børnene at vaske hænder efter toiletbesøg og før spisning. Personalet i institutionerne bør bruge engangsklude, papirunderlag og handsker ved bleskift.
For at undgå den smitte der kan komme via fødevarer bør man ikke servere mad med rå æg medmindre de er pasteuriserede. Maden bør opbevares og tilberedes omhyggeligt.

 


Webdoktor Portal • Kollegievej 6 • DK-2920 Charlottenlund • Tlf.: 70 25 85 55 • email : infowebdoktorportal.dk