Maveportsforsnævring, børn

Bjerager, Mia, læge

Hvad er maveportsforsnævring ?
Hvem kan få maveportsforsnævring ?
Hvilke symptomer ses ved maveportsforsnævring ?
Hvordan smitter maveportsforsnævring ?
Hvordan behandles maveportsforsnævring ?
Prognose

 

Hvad er maveportsforsnævring ?

Det er en sygdom, som rammer spædbørn, hyppigst når de er 2-6 uger gamle. Årligt rammes 3 ud af 1000 spædbørn. Tilstanden er 5 gange så hyppig hos drenge, som hos piger. Både ammede børn og flaskebørn rammes. Man kender ikke årsagen til tilstanden, men noget arveligt må spille ind, da der i nogle familier er flere tilfælde.

 

Hvilke symptomer ses ved maveportsforsnævring ?

Sygdommen begynder med gylp som tiltager til eksplosive opkastninger.
Efter kort tid kaster barnet eksplosivt op efter hvert måltid.
Opkastet er aldrig galdefarvet, men er mælket.
Appetitten er god, barnet er sultent og spiser i begyndelsen med glubende appetit.
Afføringerne aftager og bliver evt. grønne og slimede.
Barnet begynder at tabe sig, virker afmagret, slapt og med et bekymret ansigtsudtryk.

 

Hvordan smitter maveportsforsnævring ?

Det er ikke nogen smitsom tilstand. Der er et arveligt moment i sygdommen, idet den i nogle familier er hyppigt forekommende, især blandt drengebørn.

 

Hvordan behandles maveportsforsnævring ?

Spædbørn der kaster op skal altid ses af en læge. Når diagnosen er stillet ud fra det karakteristiske billede med eksplosive opkastninger lige efter måltiderne, blodprøver, røntgen eller ultralydsundersøgelse, er den eneste behandling af maveportsforsnævring en operation. Ved denne spaltes den fortykkede muskulatur omkring maveporten. Herefter er tilstanden kureret, og barnet kan hurtigt efter begynde at spise igen.

 

Prognose

Sygdommens sværhedsgrad varierer meget. Svære tilfælde som debuterer tidligt kan lede til at barnet bliver dehydreret og medtaget. Når barnet er opereret, er prognosen selv i de sværeste tilfælde rigtig god.