Parkinsons syge

Vandborg, Niels, speciallæge

Definition:

Parkinsons syge er en uhelbredelig sygdom, betinget af en degeneration af vævet i bestemte centre i hjernen. Sygdommen er karakteriseret af muskelstivhed og rysten.

 

Hvem og hvor mange:

Ca. 5000 personer i Danmark lider af sygdommen. Sygdommen er sjælden før 50 års alderen og rammer hyppigere mænd end kvinder.

 

Symptomer:

De vigtigste symptomer er rystelse, muskelstivhed og langsomme bevægelser. Rystelserne er kraftigst i hvile og svinder når patienten er i aktivitet. De er tydeligst i hænder og arme, typisk ses den såkaldte pilletrillerbevægelse, hvor tommel- og pegefinger gnides mod hinanden. I et mere fremskredent stadie af sygdommen ses en langsommere og mere slæbende gang. Der kommer problemer med at skrive og tale tydeligt. I det hele taget bliver det svært for personen, at starte en bevægelse, hvorfor bevægelsesmønstret bliver meget groft.
Andre symptomer er øget spytsekretion, nedsat ansigtsmimik og mavekramper.

 

Årsager:

Sygdommen skyldes mangel på Dopamin, der er et signalstof i hjernen, som styrer impulsoverførslen mellem nervecellerne. Dette medfører at kontrollen over musklernes funktion forstyrres.
Årsagen til at sygdommen opstår er fortsat uafklaret. Formentlig skyldes den en kombination af den genetiske arv og påvirkninger fra omgivelserne (miljø og kemiske/toksiske påvirkninger).
Desuden kan visse lægemidler fremkalde de samme symptomer som Parkinsons sygdom (parkinsonisme).

 

Behandling:

Diagnosen stilles oftest på det karakteristiske forløb og de nævnte symptomer.
Yderligere undersøgelser på neurologisk afdeling tjener det formål, at udelukke andre sygdomme.
Behandlingen er medicin og vil oftest foregå via neurologisk speciallæge eller neurologisk afdeling på et sygehus. Lægemidlerne virker ved at modvirke manglen på Dopamin, enten ved at hæmme nedbrydningen, eller ved at bedre virkningen af den mængde Dopamin, der er tilstede.
Udover medicinen er det vigtigt at forbedre patientens muligheder for at forblive i sit hjem. Dette kan gøres ved praktiske foranstaltninger, såsom gelændere i gange eller håndtag ved badekarret. Det er også meget vigtigt, at støtte og opmuntre patienten og ikke mindst dennes nærmeste pårørende, oftest en ægtefælle.
Det er godt for patienten at være aktiv i det daglige så længe det er muligt.

 

Prognose:

Det er ikke muligt at stoppe udviklingen af sygdommen, men med lægemidler kan man lindre symptomerne. Dette medfører, at de fleste patienter med Parkinsons sygdom lever et nogenlunde normalt liv.