Svamp

Andersen, Anne-Grethe, læge

Årsager

Gærsvampen Candida Albicans er en hyppig årsag til betændelse i skeden eller på penis. Denne svamp findes naturligt i skeden hos mange kvinder, og giver almindeligvis ikke anledning til problemer. Hvis man får symptomer på en svampeinfektion, er sygdommen ikke nødvendigvis seksuelt overført. Specielt hos kvinder kan symptomerne udvikles på grund af svækkelse af immunforsvaret, sukkersyge, graviditet eller brug af antibiotika. Hos mænd er en svampeinfektion oftest overført seksuelt, men den kan dog også udløses af f.eks. sukkersyge.

 

Symptomer

Hos kvinder er symptomerne på en svampeinfektion i reglen kløe, rødme eller svie i skeden samt en øget mængde hvidligt udflåd. Hos mænd vil en svampeinfektion typisk vise sig ved kløe og rødligt udslæt på penis, men der ses sjældent udflåd.

 

Undersøgelser

Lægen stiller ofte diagnosen ud fra de karakteristiske symptomer, efter at have sikret sig at det ikke drejer sig om en af de traditionelle sexsygdomme. Candida-svampen kan desuden påvises ved mikroskopisk undersøgelse af sekret fra skeden.

 

Behandling

Hos kvinder behandles en svampeinfektion med en éngangsdosis af et såkaldt imidazolpræparat, der gives enten i form af tabletter eller som stikpiller til skeden. Hos mænd behandles en svampeinfektion med påsmøring af imidazol-creme to gange dagligt i to uger.