Syfilis

Andersen, Anne-Grethe, læge

Hyppighed

Syfilis er efterhånden en ret sjælden sygdom, og der ses kun ca. 50 tilfælde årligt i Danmark.

 

Årsager

Syfilis skyldes infektion med en bakterie kaldet Treponema pallidum, der overføres ved seksuel kontakt. Syfilis er specielt smittefarlig i de første to år efter smitte.

 

Symptomer

Inkubationstiden, dvs. den tid der går fra man er blevet smittet til man eventuelt får symptomer, er hyppigst omkring tre uger, men kan variere fra en uge til tre måneder.

Sygdommen udvikler sig i tre stadier, som kaldes henholdsvis primær, sekundær og tertiær syfilis.

Primær syfilis viser sig ved et sår, der optræder på det sted, hvor bakterien er trængt ind i kroppen. Såret sidder i reglen på de ydre kønsorganer, typisk på forhuden hos mænd og på kønslæberne hos kvinder. I modsætning til det sår, der ses ved en Herpesinfektion, er såret ved syfilis smertefrit, skarpt afgrænset og føles meget hårdt. Såret forsvinder af sig selv efter 2-8 uger.

Sekundær syfilis optræder 8-12 uger efter at man er blevet smittet, og viser sig som et rødt udslæt på kroppens sideflader. Dette udslæt forsvinder ofte igen af sig selv, men det kan også udvikles til et mere velafgrænset og hævet udslæt på håndfladerne eller fodsålerne, eller til vortelignende elementer i munden og omkring endetarmsåbningen. I det sekundære stadie har patienterne influenzalignende symptomer, og mange patienter taber også håret. Ubehandlet forsvinder symptomerne efter 2-10 uger.

Efter det sekundære stadie går sygdommen over i et latent stadie, hvor man ikke har nogen symptomer. Dette stadie kan vare resten af livet, eller det kan gå over i det tertiære stadie 5-20 år senere.

Ved tertiær syfilis får man symptomer fra centralnervesystemet, hjerte-kar systemet, eller fra hud og knogler. Hvis centralnervesystemet angribes, kan det medføre lammelser, blindhed eller demens. Hvis blodkarrene angribes, kan der ses ødelæggelse af hjerteklapperne eller udposninger på pulsårerne, og i hud og knogler kan syfilis forårsage kroniske betændelsestilstande.

 

Undersøgelser

I de første 4-5 uger efter at man er blevet smittet, dvs. mens sygdommen er i det primære stadie, kan diagnosen kun stilles ved at lægen i et mikroskop påviser syfilisbakterier fra et sår. I de senere stadier af sygdommen har kroppen nået at danne antistoffer mod bakterien, og disse antistoffer kan påvises i en blodprøve.

 

Behandling

Syfilis kan behandles med et bestemt penicillin-præparat. Medicinens styrke og behandlingens varighed afhænger af hvilket stadie af sygdommen det drejer sig om.

 

Forebyggelse

Kondomer er den eneste form for prævention, der beskytter mod syfilis.