Münster, Erik, speciallæge

Der kan opstå mange slags svulster i tyktarmen og endetarmen. De fleste af dem er godartede.

Den hyppigste form er polypper, det vil sige godartede svulster, der kan være stilkede eller bredbasede. De er oftest godartede. De er så almindelige, at man regner med, at over halvdelen af befolkningen over 40 år har en eller flere polypper i tarmen.

De er som regel meget små, under en halv centimeter. Men de kan blive op til 10 centimeter i diameter.

De fleste polypper er og forbliver godartede og giver ingen eller kun få symptomer, i form af blødning – men da det ikke er muligt at afgøre ud fra deres udseende, hvilke polypper der er godartede og hvilke der kan udvikle sig til kræft, så bør de altid fjernes og undersøges under et mikroskop.

Kræft i tyktarm og endetarm er den næsthyppigste kræftform. Den optræder især hos midaldrende og ældre. Hos kvinder overgås den kun af brystkræft og hos mænd af lungekræft. Der opstår op mod 3.000 nye tilfælde om året i Danmark, ligeligt fordelt på begge køn.

Årsagen til tarmkræften er ukendt; men sygdommen er særlig hyppig i befolkninger med et stort forbrug af dyrisk protein og fedt. Ved sygdommene familiær polypose og arvelig ikke-polypøs tarmkræft er der en genetisk faktor. Endvidere giver de kroniske tarmsygdomme colitis ulcerosa og mb. Chron en mindre forøget risiko for tarmkræft.

Der findes en teori om, at træg tarmfunktion disponerer til tarmkræft. I lande, hvor befolkningen spiser en føde, der er meget rig på plantefibre, er sygdommen nemlig meget sjælden.

Fibrene virker som et irritament på tarmen, så den bevæger sig hurtigere. Disse mennesker lider aldrig af hård mave, træg mave, forstoppelse, eller hvad man nu vil kalde det.

Og de får altså heller ikke tarmkræft. Derfor mener nogle læger, at hvis alle voksne her i landet spiste en fiberrig kost, ville tilfældenes antal dale drastisk.

Der findes ikke et bestemt symptom, som er et sikkert tegn på tarmkræft. Men enhver over 40 år, der får ændrede afføringsvaner med enten konstant eller skiftende forstoppelse eller diarre, bør søge læge.

Frisk blod i afføringen eller stærk mørkfarvning af afføringen tydende på blødning højere oppe i fordøjelseskanalen kræver også lægeundersøgelse. Der kan også være rigelig slim på afføringen, fordi svulsterne ofte er slimdannende.

I nogle tilfælde medfører tarmsvulsten, at afføringen bliver bændelformet, eller at der er hyppig afføringstrang, uden at det giver resultat på wc. Første symptom på svulsten kan også være tarmstop, idet den spærrer for tarmpassagen.

Kun i sjældnere tilfælde opstår der kræft i højre side af tyktarmen, til gengæld bliver svulsterne ofte større her, før de opdages, og symptomerne kan være snigende, i form af træthed (som følge af blodmangel), appetitløshed og vægttab.

En tredjedel af alle tilfælde af kræft i tyktarm og endetarm kan afsløres ved, at lægen fører en finger op i tarmåbningen og føler efter. Bruger man et rektoskop - et 40 cm langt rør med lys - vil to tredjedele af cancerne blive diagnosticeret.

Men den sidste tredjedel af svulsterne, som sidder i den del af tyktarmen, der er langt borte fra tarmåbningen, kræver mere indgående undersøgelser. Det kan være en røntgenfotografering af tarmen efter indhældning af kontraststof gennem tarmåbningen eller en såkaldt kolonoskopi eller koloskopi.

Ved sidstnævnte undersøgelse fører man et kolonoskop (colon betyder tyktarm), der er et 1,5 - 2 m langt, bøjeligt rør med fiberoptik og -lys, ind i tarmen i hele dens udstrækning. Lægen kan iagttage tarmens slimhinde i instrumentet og tage vævsprøver til mikroskopisk undersøgelse fra mistænkelige områder.

Man kan som regel ikke stille meget op over for tarmkræft med strålebehandling og medicin. Den eneste effektive kur er operation. Jo tidligere man opdager svulsten, desto bedre er patientens chancer. Derfor er det afgørende at søge læge så hurtigt som muligt, hvis man får symptomer, der kan være tegn på denne meget almindelige kræftform.

Gennem rektoskop og kolonoskop kan man fjerne polypper på op til 2 cm's størrelse. Det sker med en strømforende ståltrådsslynge, der føres ned omkring stilken og brænder den over. Brændingen vil samtidigt aflukke overrevne blodkar, så man undgår blødning.

Tarmkræft skal derimod behandles med operation, hvor man åbner bugvæggen. Foruden svulsten fjernes et stort stykke af den tilgrænsende raske tarm med dens krøs (ophængningsvæv) og lymfeknuder for at øge sikkerheden for, at der ikke efterlades kræftvæv.

Ofte kan de overskårne tarmender sys sammen, så tarmpassagen stadig kan foregå normalt. Men hvis svulsten sidder i nederste del af endetarmen, kan det blive nødvendigt at lade tarmen munde ud i en kirurgisk fremstillet åbning i venstre side af bugvæggen.

Personen skal så fremover - ofte resten af livet - bære en pose til opsamling af afføringen. Det kræver en betydelig tilvænning; men hjælpemidlerne er i dag så effektive, at det er muligt at fortsætte et normalt liv i såvel arbejde som fritid for mange.

Kunstige tarmåbninger kaldes colostomi, (hvis tyktarmen udmunder i dem) og ileostomi, hvis det er tyndtarmen.

I nogle tilfælde kan man lave stomier, så de er lettere at passe for patienterne. Man har prøvet en lukning med et magnetisk låg og med en operation, der ikke kræver pose; men hvor man i stedet renser tarmen med udskylning med passende mellemrum.