I WHO’s diagnosesystem ICD 10 beskrives psykisk udviklingshæmning som: En tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af de evner og færdigheder, der opnås i barnets udviklingsperiode. Det indvirker på barnets samlede intelligensniveau, dvs. kognitivt (erkendelsesmæssigt/forståelsesmæssigt), sprogligt, motorisk og socialt/adaptivt (tilpasningsmæssigt).
At være psykisk udviklingshæmmet vil således sige, at man udvikler sig langsommere på alle områder, og generelt har sværere ved at lære. Der kan være tale om en jævn forsinkelse på alle færdighedsområder, eller der kan være tale om en mere spredt udvikling, med større vanskeligheder på nogle områder end på andre.
At være psykisk udviklingshæmmet betyder endvidere, at ens udviklingsniveau mht. evner og færdigheder aldrig når helt op på det niveau, der er normalt for en voksen person, og som er en betingelse for, for at man kan klare et helt selvstændigt voksenliv.
|
Der er mange forskellige årsager til at et barn bliver psykisk udviklingshæmmet, men udviklingshæmning skyldes altid hjernemæssige forhold af en eller anden slags.
Man kan i dag finde ud af årsagerne til den psykiske udviklingshæmning hos ca. 2/3 af de psykisk udviklingshæmmede, og dette tal forøges hele tiden.
Miljøfaktorer ligger bag nogle tilfælde af udviklingshæmning, f.eks. vil væsentlig alkoholindtagelse og rygning under graviditeten kunne medføre, at barnet bliver udviklingshæmmet, ligesom forskellige virusinfektioner kan beskadige fostret og medføre udviklingshæmning og misdannelser, f.eks. røde hunde. Også iltmangel ved fødslen kan medføre udviklingshæmning.
Væsentlig i forhold til udviklingshæmning er også kromosomsygdomme. Den hyppigste og mest kendte af disse er Downs syndrom, også kaldet mongolisme, som skyldes, at der er 3 kromosomer nr. 21, i stedet for de normale 2, men der findes også andre kromosomafvigelser, der medfører udviklingshæmning.
Specielle stofskiftesygdomme kan også medføre psykisk udviklingshæmning, og i forhold til nogle af disse kan udviklingshæmning undgås, hvis man starter behandling af barnet straks ved fødslen. Dette gælder både Føllings syge og Hypothyreoidisme, og derfor undersøges alle nyfødte for disse v.h.a. en blodprøve.
|
Udviklingshæmning måles ved, at man sammenligner barnets udvikling med det, der er normalt for alderen. Der er udviklet både intelligensprøver og udviklingsskalaer, som er prøvet af på store, statistisk tilfældigt udvalgte grupper af børn i alle aldre. På den måde har man fået et pålideligt sammenligningsgrundlag, som man kan måle det enkelte barn imod. Herved vil man kunne se, hvordan det enkelte barn klarer sig i forhold til jævnaldrende børn. Man vil ofte også kunne se, til hvilken alder det testede barn udviklingsmæssigt svarer (udviklingsalderen).
Det kan være svært at afgøre, om et ganske lille barn er udviklingshæmmet, med mindre det er meget alvorligt forsinket i sin udvikling, men jo ældre barnet bliver, jo tydeligere vil intelligensprøver og udviklingsskalaer vise forskellige resultater for det normale og det udviklingshæmmede barn.
Man opfattes som psykisk udviklingshæmmet, når man har en intelligenskvotient på under 70, dvs. under 2 standardafvigelser fra den gennemsnitlige intelligenskvotient på 100. For børn betyder dette, at barnets evner og færdigheder kun er udviklet svarende til under 70 % eller godt 2/3 af, hvad man skulle forvente udfra barnets levealder.
|
Man kan være psykisk udviklingshæmmet i mere eller mindre svær grad, og der er stor forskel på, hvordan et barn fremtræder, når det er lettere udviklingshæmmet, og når det er sværere udviklingshæmmet, og færdighedsmæssigt fungerer som et barn, der er mindre end halvt så gammel som dets levealder.
Et lettere udviklingshæmmet barn uden andre handicap vil ikke afvige særlig meget fra andre børn. Det vil generelt udvikle sig lidt langsommere end normalt, dvs. at tidspunktet hvor barnet smiler, pludrer, griber ud efter ting, sidder selv, kravler, går selv, taler osv. er forsinket, men de forskellige færdigheder vil komme, og barnet vil også socialt og følelsesmæssigt mest virke som et lidt yngre barn, med almindelig tilknytning til sin familie, interesse for andre mennesker og omverdenen som helhed. Det vil i småbørnsalderen ofte kunne klare sig i normal vuggestue og børnehave, men vil for det meste komme til kort i førskolealderen, hvor især de normale børns sociale lege udvikler sig meget.
Hvis det udviklingshæmmede barn ikke får hjælp og støtte i denne situation, kan det let enten blive aggressivt og udadreagerende i frustration og for hævde sig, eller det kan opgive, trække sig ind i sig selv og blive passivt. I begge tilfælde vil der være stor risiko for, at udviklingen går i stå eller bliver skæv.
Hvis barnet får en støttepædagog til hjælp, eller som det nogle gange er nødvendigt, kommer i en specialgruppe eller en specialbørnehave, vil det oftest blomstre op, trives igen og fortsætte sin støtte udvikling.
Når lettere udviklingshæmmede børn når skolealderen, vil langt de fleste få brug for et specialundervisnings tilbud for børn med generelle indlæringsvanskeligheder, enten i en specialklasse i forbindelse med en almindelig folkeskole eller i en specialskole.
Ganske få af de mest velfungerende og følelsesmæssigt robuste lettere udviklingshæmmede børn vil måske kunne klare de første par skoleår i en almindelig klasse med en støttelærer. Efter de første skoleår vil omkostningerne selv for disse dog blive meget store, først og fremmest i forhold til den personlige, følelsesmæssige og sociale udvikling. Barnet vil nødvendigvis løbe ind i nederlag på alle områder, og det vil ikke kunne følge med fagligt på trods af ekstra voksenstøtte, men må undervises på et andet niveau end sine klassekammerater. Det sværeste for barnet vil dog være, at det vil få svært ved at få kammerater, fordi det heller ikke vil kunne følge med i det sociale liv og i de lege, børnene leger.
Heldigvis vil dette kunne afhjælpes i de særlige skoletilbud (specialklasser og specialskoler for børn med generelle indlæringsvanskeligheder), der findes i hele landet for børn med generelle indlæringsvanskeligheder. I et skoletilbud tilpasset det udviklingshæmmede barns evner og med jævnaldrende og jævnbyrdige kammerater vil de fleste lettere udviklingshæmmede børn kunne udvikle sig harmonisk, og få indlæringsmæssige og sociale udfordringer, der svarer til, hvad barnet kan magte og har glæde af. Desuden vil barnet have mulighed for at finde kammerater og venner blandt sine jævnbyrdige skolekammerater.
Ungdomsårene kan blive svære for den lettere udviklingshæmmede unge, der ud over de sædvanlige problemer for unge også, efterhånden som den unge nærmer sig voksenalderen, bliver mere konfronteret med sine vanskeligheder, og at disse medfører begrænsninger i forhold til at få et selvstændigt voksenliv. De må indstille sig på, at det at få egen selvstændig bolig, få uddannelse og arbejde, at få en normalbegavet kæreste, hvilket mange ønsker sig, for pigerne at få børn og for drengene ofte at få et kørekort, vil være vanskeligt, for ikke at sige umuligt for de fleste. Dette kan medføre både følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer også hos tidligere velfungerende lettere udviklingshæmmede unge.
Det middelsvært til svært udviklingshæmmede barn vil udvikle sig væsentligt langsommere end et normalt barn, og man vil tidligt i dets liv blive klar over, at det har alvorlige udviklingsvanskeligheder. Intelligensmæssigt vil disse børn fungere svarende til under halvdelen af deres levealder, hvis middelsvært retarderede, og under ¼ af levealderen hvis svært retarderede.
Disse børn vil have brug for betydelig støtte og målrettet og velplanlagt stimulation på næsten alle områder og gennem hele deres liv.
De fleste vil kunne nå til at udføre enkle og basale dagligdags funktioner, så som at gå, spise selv, blive renlige mht. afføring og urin, tage tøj af og på. De vil kunne hjælpe med ved almindelige dagligdags handlinger så som at dække bord, rydde op o. lign., vil kunne klare personlig hygiejne med støtte og mange vil også lære lidt sprog.
Angående sprogindlæring supplerer man i dag det verbale sprog, der tit kan være vanskeligt for disse børn at lære ret meget af, med "tegn til tale", dvs. enkle illustrerende tegn, taget fra døvetegnsprog og naturlige tegn. Ligeledes supplerer man talesproget med fotografier af dagligdags kendte ting og med piktogrammer, der er forenklede stregtegninger. Begge disse hjælpemidler har gjort kommunikationen med det sværere udviklingshæmmede barn lettere, og givet barnet større muligheder for at forstå, hvad der bliver talt om, og selv udtrykke sig.
De sværest udviklingshæmmede opnår kun meget få færdigheder og ingen færdigheder udvikles særlig godt. De vil have brug for massiv hjælp til selv de enkleste dagligdags færdigheder gennem hele livet. En del af disse børn bliver også motorisk kun meget svagt fungerende, men andre opnår at komme til at gå, uden at de på andre områder når til et udviklingstrin, hvor de kan bruge deres gang til noget fornuftigt og målrettet, og disse vil ofte være meget motorisk urolige, i evindelig planløs, pillende aktivitet. Disse børn har brug for, at omgivelserne sørger for deres sikkerhed, da de overhovedet ikke kan tage vare på sig selv. Samtidig har også de brug for oplevelser og aktiviteter på deres niveau.
|
Nogle former for udviklingshæmning vil kunne forebygges. Ind imellem hører man om alternative mirakelkure til helbredelse af udviklingshæmning, men der er endnu ikke fundet nogen behandling mod udviklingshæmning, der kan få selve udviklingshæmningen til at forsvinde.
Den vigtigste behandling i forhold til det udviklingshæmmede barn er derfor den pædagogiske behandling, med en tilrettelagt stimulation og opdragelse tilpasset det enkelte barns funktionsniveau, så barnet udnytter de evner, det har, så godt som muligt. Denne vil som tidligere nævnt tit finde sted i specialpædagogiske miljøer, f.eks. specialbørnehaver og specialskoler, og vil blive varetaget af pædagoger og lærere, men ofte også af talepædagoger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, ligesom der vil være tilknyttet psykologisk bistand.
Langt de fleste udviklingshæmmede børn bor nu til dags hjemme hos deres forældre og går i et pædagogisk dagtilbud, så der vil være brug for vejledning af forældrene mht. hvordan de skal hjælpe og opdrage deres barn bedst muligt. Denne vejledning vil tit foregå med udgangspunkt i barnets dagtilbud.
Da det ofte er væsentligt vanskeligere og mere arbejdskrævende at have et psykisk udviklingshæmmet barn, frem for et normalt barn, er familien berettiget til forskellige hjælpeforanstaltninger efter Serviceloven, f.eks. kompensation for de merudgifter der er ved pasningen af det handicappede barn, og aflastningsophold for barnet udenfor familien. Dette varetages af en sagsbehandler i den lokale socialforvaltning.
Hvis barnet har somatiske lidelser, er der brug for lægelig behandling af disse, og der vil ofte ud over egen læge være brug for forskellige speciallæger.
|
webdoktorportal.dk