Halse, John Aasted, psykolog

Børns behov - samfundets behov - en modsætning ?

Retssikkerhed er blandt de grundlæggende rettigheder i vort samfund. At blive taget alvorligt og blive behandlet med respekt. At være fri for voldelige overgreb. Alt dette tager voksne som selvfølgeligheder.

Alligevel gælder denne selvfølgelighed ikke altid for dem, der har mest brug for den. Børn er, også i retslig forstand, den mest udsatte gruppe i vort samfund. Børn har få muligheder for selv at kunne forfægte deres interesser og synspunkter. De er næsten altid afhængige af voksnes forståelse og tolerance.

Generelt søger man i lovgivningen at beskytte børnene. De kan f.eks. ikke dømmes, hvis de er under 15 år, og de må heller ikke udnyttes på arbejdsmarkedet. De er også sikret mod mishandling og seksuel udnyttelse - i hjemmet og udenfor.

Det er godt nok, men bagsiden af medaljen er, at vi gennem den megen beskyttelse også kommer til at begrænse børnene i deres muligheder for at tale deres egen sag. De er mere eller mindre udleverede til deres beskyttere - de voksne.

Samtidig kan det konstateres, at der sker 'sammenstød' mellem børnenes og forældrenes rettigheder. Af og til omtaler pressen, at forældre - enten af religiøse eller andre årsager - ikke ønsker deres alvorligt syge barn behandlet, som lægerne foreskriver. Forældrene får i mange tilfælde 'ret' - og barnets tarv bliver derfor måske trådt under fode.

Myndighederne tvangsfjerner heller ikke altid et barn, selvom dette ellers ville være begrundet i barnets tarv. Ja, selv i tilfælde, hvor børn selv udtrykker ønske om at komme et andet sted hen. Og børn bliver sjældent med respekt hørt når deres forældre går fra hinanden. Måske fordi de voksne ikke vil høre børnenes mening? Børnenes rettigheder må (som altid) vige for de voksnes.

Sociologer og jurister hævder, at børn er uden positive rettigheder, der gør det muligt for den enkelte at træffe beslutninger om eget liv. De kan ikke stemme, de må ikke underskrive dokumenter. De lommepenge, de kan tjene gennem deres slidsomme lønarbejde, kan de dybest set ikke selv disponere over uden forældrenes tilladelse. Og børn bliver alt for tit censureret. "Hvad gemmer du i din taske, i din skuffe på værelset, etc." er ikke ukendte replikker i hjemmene. Børn der pga. forældrenes skilsmisse lever adskilt fra den ene af forældrene, udsættes ofte for krænkelser af, hvad man skulle mene var rimelige rettigheder. Den forældre, der har forældremyndigheden, kan f.eks. frit censurere barnets breve til og fra den anden forældre. Ja barnet kan ligefrem forhindres i at sende breve og modtage dem. Dette gælder i øvrigt også i andre sammenhænge.
Bag sådanne forhold gemmer der sig selvfølgelig det synspunkt, at børn er børn og som sådan ikke kan tage vare på sig selv. Det er der megen sund logik i, men man skal være klar over, at denne beskyttelse samtidig er en kontrol. Dvs. at det, der først og fremmest er ment som en beskyttelse, ofte "slår over" i en beskyttelse af vokseninteresser mod børnene.

Men man skal naturligvis også være bevidst om, hvad man kan forvente, at børn kan træffe beslutninger om. Og et spørgsmål er om vi i visse tilfælde "trækker for store veksler" på børns evne til at træffe beslutninger, om vi selvstændiggør dem for tidligt. Hvis dét er tilfældet lever vi voksne ikke op til vort ansvar om i en række forhold at tage ansvaret for børn, hvilket ér noget andet, end at tage ansvaret fra dem!

Under alle omstændigheder kan det blive vanskeligt at få børnene til at indleve sig i og forstå vores kultur, der jo hviler på åndsfrihed og demokrati, når de hver dag konfronteres med, at grundlæggende demokratiske rettigheder ikke vedrører dem som børn.

Børn krænkes, når de udsættes for vold, mishandling og seksuelle overgreb, uden at samfundet griber effektivt ind. Men vi sætter også børn i skyggen, når de ikke på egne præmisser får lov til at udtrykke, hvad de mener, og hvis vi ikke tager disse meninger alvorligt.